Dubai på vej ind i verdens top 5

Med 66,8 mio. passagerer i 2013 er Dubai International Airport på vej ind på listen over de fem største lufthavne i verden med Emirates og Flydubai som dominerende operatører.

Emirates Airlines og lavprisflyselskabet Flydubai er sammen med Dubai International Airport i færd med at sikre sig verdensherredømmet over luftfarten. Flyselskaberne og lufthavnen vokser i fællesskab fra alle konkurrenterne og kan inden for få år gøre Dubai-lufthavnen til verdens største og vigtigste trafikknudepunkt.

Det er fakta, når man betragter passagerudviklingen hos de to flyselskaber samt selskabets hub-lufthavn i Dubai. I 2013 voksede passagertallet i Dubai International Airport med 15,2 procent fra 57,7 mio. til nu 66,4 mio.

Dermed er lufthavnen i ørkenemiratet på vej ind i rækken af den fem største lufthavne i verden. Der foreligger endnu ikke 2013-tal for alle de konkurrerende lufthavne, men det er ganske vist, at Dubai International Airport har overhalet lufthavnene i Dallas-Fort Worth, Paris-CDG samt Los Angeles International Airport. Der bliver således dødt løb mellem Chicago O´Hare International og Dubai International Airport om positionen som femtestørste lufthavn i verden.

Øverst på listen ligger stadig Hartsfield-Jackson lufthavnen i Atlanta efterfulgt af Beijing Capital International Airport i Kina. På tredjepladsen kommer London Heathrow Airport, der er Europas største lufthavn, mens Tokyo-Haneda International Airport kommer ind som nummer fire.

Ikke alene presser Dubai-lufthavnen sig på som den femtestørste lufthavn i verden. Efter London-Heathrow er Dubai International Airport den lufthavn i verden, der har næstmest international passagertrafik. Og inden for få år vil Heathrow også være overhalet som verdens største internationale trafikknudepunkt.

Dubai´s rolle som internationalt trafikknudepunkt afspejles også tydeligt i størrelsen på de fly, der kommer gennem lufthavnen. I gennemsnit var der 198 passagerer på hvert fly, der fløj til eller fra lufthavnen på den arabiske halvø.

Emirates og Flydubai fører an
Ekspansionstakten i Dubai-lufthavnen kommer bag på flere analytikere, da en vækstrate på 15 procent er overraskende som følge af stigende udfordringer i regionen.

“Dubai International Airport tiltrækker stadig trafik i et højere tempo end nogen anden lufthavn i verden. Denne fantastiske vækst ført an af stålsatteEmirates og verdens hurtigst voksende lavprisflyselskab Flydubai har været medvirkende til at skabe væksten,“ siger chefanalytiker Saj Ahmad fra London-virksomheden StrategicAero Research til Khaleej Times.

Emirates transporterede 43 mio. passagerer i 2013, der samlet blev fløjet rundt om jorden ikke færre end 18.753 gange. Det svarer til 751 mio. kilometer i løbet af hele sidste kalenderår.I 2013 modtog Emirates 24 nye fly og åbnede ruter til ni nye destinationer.

“Året 2013 har været endnu et imponerende år for vort flyselskab. Vi fortsætter med at hæve overliggeren inden for luftfartsindustrien med investeringer, innovation og udvidelsen af vores ruter på globalt plan, hvilket har bragt ‘value for money’ for de mange millioner, der rejser med os,“ siger Tim Clark, der er koncernchef for Emirates Airline.

I Dubai International Airport finder man også Flydubai, der har indrettet sig i Terminal 2, der er hjemsted for de nuværende 35 fly. Flydubai placerede ved Farnborough Airshow i 2008 en ordre på 50 fly af typen Boeing 737-800. Disse fly vil være færdigleverede i 2015 og vil være med til at skabe øget vækst i Dubai-lufthavnen.