Emirates Boeing 777-300ER

Emirates åbner fra Stockholm til Dubai

Fra den 4. september vil Emirates flyve dagligt fra Stockholm til Dubai. Det bliver således selskabets anden flyrute fra Skandinavien til mega-hubbet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det har været længe ventet, at Dubai-baserede Emirates ville åbne endnu en rute til Skandinavien. Siden åbningen af ruten mellem København og Dubai den 1. august 2011 har Emirates udelukkende haft fremgang og har løbende indsat større fly.

Den 4. september kommer så turen til Stockholm-Arlanda lufthavnen, der får en daglig rute til Dubai.

Ifølge Emirates indtager Stockholmkonsekvent en top ti-placering over de bedste steder at arbejde og leve i Verden og er kendt for at tilbyde de besøgende en levende og mangfoldig by. De bilaterale handelsforbindelser mellem Sverige og De Forenede Arabiske Emirater er allerede stærke – handlen mellem de to nåede mere end 896 mio. USD i 2012, hvilket er en stigning på 4,3 procent i forhold til 2011.

”Efter vores succesfulde lancering i København i 2011 har vi nøje evalueret mulighederne for yderligere ekspansion i Skandinavien. Med sin stabile og voksende økonomi er Sverige det perfekte sted at udvide vores regionale tilstedeværelse,” siger Tim Clark, President, Emirates Airline. ”Den nye rute bliver den eneste planlagte, direkte passagerrute mellem Dubai og Sverige og giver dermed de svenske passagerer langt lettere adgang til vores internationale netværk – herunder gode forbindelser til populære destinationer som Thailand, hvor vi på nuværende tidspunkt opererer seks afgange hver dag.”

354 sæder per afgang
Den daglige rute vil blive opereret med en Boeing 777-300ER og vil tilbyde tre klasser med otte sæder på First Class, 42 sæder på Business Class og 304 sæder på Economy Class. Med mere end 130 destinationer i sit internationale netværk vil Emirates’ kunder i Sverige kunne nyde godt af gode flyforbindelser, der giver dem adgang til 40 destinationer i Østen, Det vestlige Asien og Australien.

”At time nye ruter, så de er ordentligt forbundet på tværs af vores netværk, er en integreret del af vores planlægning. Vi har nøje vurderet rejsemønstre og sikret, at passagerer fra Sverige vil være i stand til at nå mere end 25 destinationer i Østen med minimal transittid i Dubai. Noget, der er utrolig værdifuldt for vores kunder,” tilføjer Tim Clark.

Emirates’ nye daglige rute til Stockholm vil afgå fra Dubai med EK157 kl. 07.15* og ankommer til Stockholm (Arlanda Lufthavn) kl. 12.00 samme dag. Returflyvningen med EK158 vil afgå kl. 13.55 og ankommer til Dubai kl. 22.25.