Airbus A319-100 fra easyjet. (Foto: Markus Eigenheer)

EasyJet: Fårene skilles fra bukkene

EasyJet og andre flyselskaber begunstiges af, at der via konkurser bliver taget kapacitet ud af markedet, og lige nu skilles fårene fra bukkene, mener det britiske lavprisflyselskab.

Det britiske lavprisflyselskab easyJet, har netop aflagt regnskab for finansåret 2016/17. Nettoresultatet viser en tilbagegang på 30,2 procent i forhold til året før. Således kom easyJet ud med et overskud på 305 millioner britiske pund (2.540 millioner danske kroner) mod 437 året før.

Men trods det svækkede resultat er easyJet´s afgående topchef Carolyn McCall stolt over at være kommet godt igennem et år i luftfarten, hvor tre andre europæiske aktører fløj ind til økonomisk turbulens, der var så stærk, at det kostede dem livet.

Her henviser hun til Alitalia, airberlin og Monarch Airlines, der hver for sig var nødt til at foretage en finansiel nødlanding, da gældsbyrden var så tyngende, at det ikke var muligt at sikre de fortsatte aktiviteter. Det betyder ifølge easyJet-chefen, at fårene er ved at blive skilt fra bukkene i det europæiske luftfartsmarked.

“Man kan se, at de svage aktører bliver svagere, mens de stærke aktører bliver stærkere. Enhver reduktion i kapaciteten er en fordel for os,” lyder det fra Carolyn Mc Call, der 1. december overgiver stafetten til den 50-årige svensker Johan Lundgren.

Stærk position i Storbritannien og Italien
EasyJet er da også et af de flyselskaber, der har nydt godt af de økonomiske udfordringer hos de tre nævnte selskaber. For en pris af 40 millioner euro – eller godt 300 millioner kroner – har easyJet overtaget leasingaftaler på op til 25 Airbus A320-fly fra airberlin og tilbudt omkring 1.000 tidligere airberlin-ansatte beskæftigelse i easyJet.

Samtidig overtager easyJet de værdifulde slots (start- og landingstilladelser) i Berlin-Tegel lufthavnen, hvilket sammen med de eksisterende aktiviteter i Schönefeld-lufthavnen vil gøre det britiske lavprisflyselskab til det førende lavprisflyselskab i den tyske hovedstad.

I Storbritannien, hvor det krakkede Monarch Airlines især havde en stærk position i Gatwick Airport, Luton Airport samt i lufthavnene i Birmingham og Manchester, er easyJet også i dag særdeles velpositioneret. I de to London-lufthavne har man allerede i dag markedsandele på henholdsvis 47 og 43 procent, og i Storbritannien er easyJet i dag størst i 10 lufthavne og nummer to i øvrige to lufthavne.

Også i det italienske marked, hvor staten i øjeblikket holder Alitalia flyvende indtil en rekonstruktion med nye ejere er tilendebragt, er easyJet godt positioneret. Selskabet har i øjeblikket 31 fly på de italienske baser og er samtidig det største flyselskab i Milano-Malpensa, Napoli og Venedig.

 

Relaterede artikler:

EasyJet overtager op til 25 airberlin-fly

Airberlin-løsning kan være på plads om to uger

10 selskaber vil byde på Alitalia

x

Læs Også

Næsten 12 procent lavprisvækst i 2018

De fire store uafhængige europæiske lavprisflyselskaber havde i 2008 en passagervækst på 28,5 millioner, hvilket svarer til det samlede passagertal for SAS.

Brexit-vilkår rammer britisk luftfart hårdt

EU bekræfter, at Storbrtiannien vil blive betragtet som et "tredje land" fra den 30. marts 2019, hvorfor alle luftfartsaftaler med EU-lande vil bortfalde.

Østrigske NIKI er gået konkurs

Lufthansa har trukket sit tilbud tilbage om at overtage Airberlin-datterselskabet NIKI, og nu har det østrigske flyselskab indstillet flyvningerne.

EasyJet åbner endnu en Berlin-rute fra CPH

EasyJet får om kun en måned sin anden rute mellem København og Berlin, når Københavns Lufthavn bliver en del af lavprisselskabet lynoffensiv i Berlin Tegel-lufthavnen.

EasyJet henter hjælp hos lettisk flyselskab

Lettiske SmartLynx Airlines skal hjælpe easyJet i gang på den nye base i Berlin-Tegel og stiller seks fly til rådighed på en wetlease-aftale.

Nye bagageregler hos easyJet

Det bliver nu muligt at købe indcheckning af bagage hos easyJet til to forskellige priser og vægtgrænser.