Ekstra gebyr for at booke Alsie Express

Hos de store erhvervsrejsebureauer er der et ekstra tillæg ved at booke billetter til Alsie Express, så længe flyselskabet ikke distribueres via GDS-bookingsystemet Amadeus.

At drive et flyselskab er ikke den store kunst, når det handler om drift og vedligeholdelse af fly samt selve operationen i luften. Det vigtigste og altafgørende er ofte distributionen, således at man kan få solgt billetter til de flyvninger, der produceres.

Det har nystartede Alsie Express også måttet sande. Et bookingsystem har været altafgørende, og netop det blev den største udfordring for det nystartede selskab.

“Den oprindeligt valgte leverandør WorldTicket sprang pludselig fra. Vi kontaktede i stedet en ny leverandør (Mercator, red.), der sagde, at de skulle bruge tre måneder til at blive klar. De fik at vide, at de havde en måned. Det så også fornuftigt ud, indtil der kom en Axapta-opdatering, dagen før vi skulle i luften. Det gav lidt problemer med betalingsløsningen de første par dage,“ forklarer administrerende direktør Henrik Therkelsen fra Alsie Express til CHECK-IN.dk.

Men én ting, er at kunderne kan klikke sig ind på hjemmesiden hos Alsie Express og bestille samt betale for en billet. Et andet forhold er distributionen gennem erhvervsrejsebureauerne, der formildler lidt mere en halvdelen af flybilletter købt af danske virksomheder.

Ekstra gebyr hos erhvervsrejsebureauer
Erhvervsrejsebureauerne har nemlig svært ved at integrere Alsie Express i processerne, så længe det nye flyselskab ikke distribueres via GDS-bookingsystemet Amadeus, der er det fremherskende system i den skandinaviske rejsebranche.

“Vi vil integrere Alsie Express i vort PriceBuster system, så vores rejsekonsulenter og kunder kan booke dem på samme måde, som alle andre selskaber bookes hos BCD Travel manuelt eller online.Indtil denne integration er på plads, håndteres flyselskabets bookinger manuelt, og det kan medføre et gebyr, afhængigt af kundens aftaleforhold, fortæller Per Markussen, der er kommerciel direktør for BDC Travel i Norden. Netop BDC Travel er rejseleverandør til Danfoss, der må formodes at blive den største enkeltkunde hos Alsie Express.

Det er ikke alene BCD Travel, der vælger at lægge et gebyr oveni reservationer med Alsie Express. Det sker også hos VIA Egencia. Her vil der som udgangspunkt blive tillagt 50 kroner ekstra for billetbestiling med Alsie Express udover bureauets sædvanlige honorar.

“Vi har adgang til systemet Speedfares, hvor vi ledes over på Alsie Express-hjemmeside, når vi slår op på en strækning fra Sønderborg til København. Herefter foretager vi manuelt bookingen på hjemmesiden på vegne af kunden. Det er ikke kun bookingdelen, at det er galt med, men hele arbejdsgangen er mere omstændig,“ forklarer administrerede direktør Sys Hansen fra Via Egencia.

Er på vej i Amadeus
Hos Alsie Express arbejder man hårdt på at komme i Amadeus, man er endnu ikke bekendt med, at opstarten har givet problemer for erhvervsrejsebureauerne.

“Det er nyt for mig, og det er rigtig ærgerligt, men vi vil være nødt til at acceptere det. Implementeringstiden hos Amadeus er tre til fire måneder, så inden længe bliver det lettere at foretage bookinger igennem alle kanaler.“ siger Henrik Therkelsen.

Henrik Therkelsen erkender, at Alsie Express skal være i Amadeus, hvis selskabet vil have kunder udenfor Sønderborg-området, ligesom der også er en anerkendelse af, at mange virksomheders rejsemønste og vaner er koblet op til, hvad Amadeus-systemet kan tilbyde.