Færre urolige flygæster hos Thomas Cook

Der er i 2015 blevet færre urolige passagerer hos Thomas Cook Airlines. Indtil videre har der været 18 tilfælde, og der er ingen danskere i blandt.

Flyselskaberne har igennem de senere år oplevet, at et stadig stigende antal passagerer får sig en tår over tørsten og dermed ikke ved, hvordan man skal opføre sig om bord i en flyvemaskine. Disse kaldes i branchesproget for “disruptive passengers“.

Danske Thomas Cook Airlines har gjort en indsats for at dæmme op for disse tilfælde, der genererer de øvrige passager og i yderste konsekvens kan betyde, at flyet må mellemlande for at sætte de urolige passagerer af.

Indsatsen har tydeligvis båret frugt, da der i årets første otte måneder har været registreret 18 urolige passagerer, mens tallet året før var helt oppe på 38 i samme periode.

“Da vi som flyselskab dækker hele Norden, kan der være mange, der har rejst langt for at komme til lufthavnen, og de har måske fået en tår over tørsten på vejen. Men vi er blevet bedre til at håndtere dem,“ siger informationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines til CHECK-IN.dk.

Alkohol, sex og vold
Fordelingen blandt de 18 passagerer var henholdsvis 12 mænd og seks kvinder, hvilket svarer til normalfordelingen i de tidligere år.

Herudover er der grund til at glæde sig, hvis man har de danske briller på, når man læser dette. De 18 tilfælde fordeler sig nemlig med 10 nordmænd, fem svenskere og tre finner og ingen danskere.

Det er typisk kraftigt indtag af alkohol, der skaber de fleste problemer. I 10 tilfælde var gæsterne blevet for fulde efter at have drukket af medbragt spiritus. Fire passagerer optrådte aggressivt eller voldeligt, men to passagerer forsøgte sig med at gennemføre seksuelle aktiviteter i kabinen.

Det sidste tilfælde handlede om en moder og datter, der røg i slagsmål med check-in personalet, fordi datteren nægtede at boarde flyet, hvis hun ikke måtte ryge under flyvningen, fremgår det af informationschefens “døgnrapporter“.

Arkivfoto (ingen relation til Thomas Cook Airlines)