- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair fremskynder A350-levering

Finnair har besluttet at tage levering af to Airbus A350-900 før tiden, og det første fly ankommer allerede i år til basen i Helsinki Airport.

Da Airbus A350-900 XWB kom på markedet i slutningen af 2014, var Qatar Airways global lanceringskunde, mens Finnair fik æren af at være europæisk lanceringskunde.

Det første af de indtil videre 11 leverede A350-fly til Finnair modtog det finske flyselskab den 6. oktober 2015, og samlet har Finnair bestilt 19 eksemplarer af A350´eren, der i dag er et af verdens mest moderne langdistancefly.

Med udgangspunkt i de nye A350´ere fortsætter Finnair ekspansionen på de asiatiske ruter, og det har selskabet succes med. Omsætningen steg i 2017 med 10,9 procent og driftsoverskuddet landede på 224,8 millioner euro, eller hvad der svarer til næsten 1,7 milliarder kroner, mod 116,2 millioner euro året før. Samtidig er aktiekursen næsten tredoblet i løbet af det seneste års tid.

Succesfuld Asien-strategi
Den kraftige medvind for Finnair betyder, at selskabet fremrykker leveringen af de resterende otte Airbus A350-fly.

“Asien-strategien, som vores forgængere lancerede, har vist sig at være det rigtige valg. Strategien har gennem de seneste år skabt fremgang for Finnair med accelereret vækst og en forbedret kundeoplevelse. Vores vækst fortsætter, da vi nu har taget beslutning om at modtage to A350´ere forud for de oprindelige leveringstidspunkter,” siger Finnairs koncernchef Pekka Vauramo.

Det betyder, at det første fly leveres allerede i 2019 i stedet for 2023. Det andet fly vil blive leveret i 2020 i stedet for 2022. Dermed er leveringsplanen for de resterende otte A350-900, at der kommer ét fly i fjerde kvartal af 2018, to i 2019, to i 2020, to i 2021 samt et i 2022.

Ankomsten af et nyt fly i 2018 betyder, at Finnair allerede nu kan annoncere flere frekvenser på eksisterende Asien-ruter. Fra vintertrafikprogrammets ikrafttræden den 28. oktober vil Finnair frem til begyndelsen af december tilføje yderligere to ugentlige afgange mellem Helsinki og Tokyo, så man kommer op på ni ugentlige afgange, og i samme periode indsættes en ekstra frekvens mellem Helsinki og Nagoya, så der i alt udbydes fire ugentlige afgange i denne periode.

 

Relaterede artikler:

Finnair må vente med konsolidering

Finnair vil købe op til 30 nye fly

Milliardoverskud hos Finnair

Ny Finnair A350 med flere sæder