Fly i både airberlins og Etihads farver

Airberlin og gulf-selskabet Etihad knytter endnu tættere bånd og har malet et fly med logoer for begge selskabet.

Gulf-selskabet Etihad fra Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater ejer egentlig kun under 30 procent af airberlin. Og Tysklands næststørste flyselskab er egentlig medlem af oneworld-alliancen sammen med blandt andre British Airways og Finnair, mens alliance-frie Etihad har indgået et tæt samarbejde med Air France-KLM fra SkyTeam alliancen.

Men alt dette forhindrer ikke airberlin og Etihad i at knytte endnu tættere bånd end dem, som selskaberne har haft mellem hinanden siden 2011.

Mandag fortalte parterne på et pressemøde i en hangar i Berlins uåbnede Brandenburg-lufthavn hvordan de nu vil indlede en fælles markedsføringskampagne, have fælles salgskontorer og sågar brande samarbejdet under et fælles logo.

Kombination af logoer
Omdrejningspunktet for pressemødet var et Airbus A320-fly, der til daglig fløj for airberlin, men var blevet malet med begge selskabers navne hen ad siden og et haleror med en kombination af logoerne fra halerorene på de to selskabers fly.

Airberlin og Etihad har opbygget en ”dual-hub” strategi, hvor Abu Dhabi er trafikknudepunkt for trafikken mod Asien og Australien, mens Berlin Tegel lufthavnen er knudepunkt for størstedelen af trafikken mod Nordamerika.

De to selskaber opererer til sammen 42 ugentlige flyvninger mellem destinationer i Tyskland og Abu Dhabi. Fra februar øges det antal til 49 når Etihad introducerer en daglig afgang nummer to fra München til Abu Dhabi. Etihad har sin EY-kode på 66 airberlin ruter mens 33 Etihad-ruter har airberlins AB-kode.

På udkig
Etihad ejer mindretalsposter i adskillige flyselskaber over hele verden. Men det er i Europa, at selskabet er mest ihærdig med at knytte de selskaber, som man har andele i, tættere til sig. Det gælder ikke bare med airberlin, men også med et schweizisk flyselskab, der, efter at Etihad købte sig ind i det, ændrede navn fra Darwin Airlines til Etihad Regional. Også i Serbien skete der ting og sager, da Etihad købte sig ind i JAT Airways. Nu hedder selskabet AirSerbia og har fået helt nye farver og visuel identitet.

Og Etihad stopper ikke her. Selskabet er hele tiden på udkig efter muligheder for at købe aktier i skrantende og direkte nødlidende flyselskaber for på den måde at skabe et kludetæppe-netværk af selskaber verden over. Seneste selskab Etihad har vist interesse for er italienske Alitalia, som Etihad har erklæret sig parat til at komme til undsætning med en stor pose penge.

EU-regler forbyder ikke-europæiske selskaber at købe mere end 49 procent af europæiske flyselskaber. Men i tilfældene med airberlin, Darwin Airlines og JAT Airways gør det tilsyneladende ikke den store forskel så længe den nye minoritetsejer har en stor pose penge med i kufferten.

Flankeret af stewardesser fra begge selskaber præsenterede Wolfgang Prock-Schauer,direktør for airberlin, ogJames Hogan, Etihad Airways’direktør ognæstformandi airberlins bestyrelse, et fly i begge selskabers farver.Foto: airberlin