Første overskud siden 2005

American Express Business Travel kan for første gang præsentere et overskud i Danmark siden 2005. Samtidig har erhvervsrejsebureauet været genstand for en undersøgelse foretaget af de danske skattemyndigheder.

Siden den amerikanske finanskoncern American Express i 1984 etablerede sit første rejsebureau i Danmark, har resultateterne været noget svingende. Fra 2006 frem til 2011 kunne American Express Business Travel fremlægge det ene underskud efter det andet. Samlet blev det til en negativ bundlinje på 82,9 mio. kroner i denne periode.

Men i 2012 er der blevet rettet op på tingene. Erhvervsrejsebureauet kan i den netop offentliggjorte årsrapport præsentere et overskud på 3,6 mio. kroner, hvilket er en klar forbedring i forhold til et underskud på 7,1 mio. kroner året før.

American Express Business Travel oplyser, at årets resultat er i overenstemmelse med forventningerne for året. Det er blandt andet en omsætningsvækst på 19 procent, der har været medvirkende til at skabe det positive resultat. Omsætningen var tæt på at runde milliarden med i alt 994,3 mio. kroner på toplinjen, hvilket er 159 mio. kroner mere end året før.

Trods den markante omsætningvækst har det amerikanskejede erhvervsrejsebureau ikke øget medarbejderantallet tilsvarende. Antallet af ansatte i Danmark er således vokset fra 101 i 2011 til 11 i 2012, hvilket er knap 10 procent.

“Der er stadig et stærkt behov hos virksomhederne for at købe rejser samt at foretage en forbedring af deres rejseprogrammer. Vi vil fortsat fokusere på at tilbyde vore kunder en eksceptionel service samt redskaber, der bidrager til mere effektivt at styre deres rejsebudgetter,“ siger Klaus Johansen, der er administrerende direktør for American Express Business Travel i Danmark.

Undersøgt af danske skattemyndigheder
American Express Business Travel oplyser i årsrapporten, at de danske skattemyndigheder har afsluttet en undersøgelse af “transfer pricing“ forholdene i perioden fra 2006 til 2011. Ifølge årsrapporten har SKAT´s undersøgelse ikke haft effekt på de tidligere offentliggjorte regnskaber for denne periode.

Netop “transfer pricing“ forholdet er interessant for SKAT, når danske selskaber med udenlandsk hovedkontor betaler fællesomkostninger til hovedkontoret. De såkaldt koncerninterne handler skal foretages til priser og vilkår, som kunne være opnået mellem uafhængige parter.

Der kan nemlig være virksomheder, der spekulerer i at betale en større andel til den udenlandske ejer for at undgå at betale skat af et eventuelt overskud i Danmark.

American Express Business Travel ApS i Danmark er et 100 procent ejet datterselskab af American Express Euro Travel Holdings B.V. i Amsterdam, Holland. I Danmark indgår selskabet i sambeskatning med søsterselskaberne American Express Denmark A/S og American Express Services Europe Limited Branch Denmark.

Hverken administrerende direktør Klaus Johansen fra Amercian Express Business Travel ApS i København eller hos erhvervsrejsebureauets pressetalskvinde i London, Katie Robson, ønsker at kommentere årsrapporten eller SKAT´s undersøgelse.