A320-251N, SAS Scandinavian Airlines, D-AXAF, LN-RGL (Foto: XFW Spotter)

Første testflyvning med nyt SAS-fly

Mandag gennemførte Airbus den første testflyvning med det nye SAS A320neo-fly. Flyet og kabinen vil blive præsenteret i Stockholm den 25. oktober

Siden den 20. juni 2011, hvor SAS afgav ordre på 30 nye Airbus A320neo-fly, har selskabet ventet på at se første fly i luften. Det skete mandag fra Hamborg-Finkenwerder lufthavnen, der ligger på et område, hvor flyproducenten Airbus har hjemme.

Flight AIB290A var nummeret på den første testflyvning med det første A320neo.

Flight AIB290A var nummeret på den første testflyvning med SAS A320neo.

Flyet med den midlertidige registrering D-AXAF – og den kommende norske registrering LN-RGL – gik på vingerne kl. 13:06, og efter tre timer i luften satte flyet atter hjulene på landingsbanen i Finkenwerder kl. 16:07.

Testflyvningen foregik i Nordtyskland på en strækning mellem Kiel i nord og Bremen i syd, mens flyet var en tur over Lübeck i øst og derefter mod vest via Cuxhaven et godt stykke ude i Nordsøen.

Ny kabine
Det nye A320neo-fly ventes leveret til SAS i løbet af de næste 14 dage. Det er meningen, at flyet skal præsenteres for den skandinaviske presse og andre indbudte gæster tirsdag den 25. oktober i Stockholm, og ved samme lejlighed præsenteres den nye kabine.

For der er ikke blot tale om en ny flytype til SAS. Flyet er nemlig indrettet med en helt ny kabine, som alle mellemdistancefly i SAS-flåden i løbet af de kommende år vil blive udstyret med. Der er således en del hemmelighedskræmmeri omkring flypræsentationen, men der er tidligere sluppet nogle computernanimerede fotos ud, der viser første udkast til den nye kabineindretning.

SAS-passagererne vil kunne opleve det nye fly onsdag den 26. oktober, når flyet forventes at gennemføre den første kommercielle flyvning på rutenummer SK403 fra Stockholm til København.

 

Relaterede artikler:

Nye kabiner og Wi-Fi på SAS-fly

Første flyvning med SAS A320neo

Første A320neo af SAS-typen er leveret

Første Airbus A320neo på besøg hos SAS

SAS styrer mod ren Airbus-flåde