Fuldt hus hos Alsie Express

I dag flyver Alsie Express for første gang med et fyldt fly – to måneder efter premieren. Selskabet kan udvide flykapaciteten med op til knap 40 procent.

Mandag morgen klokken 07.15 vil alle sæder sandsynligvis være besat, når Alsie Express’ morgenflyver sætter kursen fra Sønderborg Lufthavn mod København. Alle billetter til afgangen er nemlig solgt, men enkelte rejsende kan dog risikere at aflyse i sidste øjeblik eller ikke møde op i lufthavnen, fordi de bliver forhindret.

Hvis flyet bliver fyldt helt op, vil det være første gang siden selskabet gik i luften den 17. juni i år med op til 29 ugentlige flyvninger mellem Sønderborg og København.

”Vi havde ellers indstillet os på, at vi skulle flyve med flere tomme sæder det første halve års tid. Det er derfor yderst positivt allerede nu at opleve så markant opbakning fra folk i området,” siger salgschef hos Alsie Express, Niels W. Knudsen.

I den første måned af sin levetid konkurrerede Alsie Express med Danish Air Transport, der fløj på ruten i forvejen. Men den 19. juli fløj DAT’s fly sidste tur. Og Niels W. Knudsen erkender også, at konkurrentens exit naturligvis har haft en positiv indflydelse. Men toget og bilen er stadig konkurrenter i kampen om sønderjydernes gunst, når turen går mod hovedstaden.

Det er især morgenafgangene fra København og Sønderborg, der er populære hos Alsie Express.

”Både statistikker og udtalelser fra passagererne viser, at specielt vores tidligste, daglige flyvninger er yderst attraktive – hovedsageligt for erhvervsrejsende. Formentlig fordi afgangene er tilpasset og planlagt efter typiske mødetider,” pointerer Niels W. Knudsen.

Kvalt i succes
Et fyldt fly er dog ikke ensbetydende med at der bliver trangt i kabinen. Alsie Express har nemlig i første omgang valgt kun at udstyre sine to matsorte ATR72-500 fly med 48 sæder, og ikke de normale op til 74 sæder. Det betyder at der er 109 centimeters benplads foran hvert sæde.

Men den luksus kan risikere at blive kvalt af rutens succes. For hvis der bliver behov for det, så kan Alsie Express sætte op til 18 ekstra sæder i flyet. Det vil være en forøgelse af kapaciteten med 37,5 procent.