Her er Ryanairs ruter fra Danmark

Ryanair transporterede sidste år omkring 855.000 passagerer til og fra lufthavnene i Billund og Aarhus, hvilket var et fald på fire procent. I 2015 har Ryanair foreløbigt annonceret 15 jyske ruter samt otte ruter fra København.

Da Ryanair den 1. november 2006 etablerede sig i Billund Lufthavn med en rute til Pisa, var der ikke mange, der ofrede det irske lavprisflyselskab den store opmærksomhed. Forinden havde selskabet i en årrække fløjet fra såvel Aarhus Lufthavn og Esbjerg Lufthavn.

Fagbevægelsen begyndte først at røre på sig, da Ryanair etablerede base i Billund Lufthavn i foråret 2012, men det var ikke dengang muligt at samle tilslutning til faglige aktioner, da opbakningen fra medlemmerne i de forskellige fagforbund manglede som følge af en relativt lav organisationsgrad.

Anderledes ser det ud, når Ryanair i slutningen af marts måned vil etablere sig i Københavns Lufthavn. Her er en række fagforbund under LO-paraplyen klar til at konflikte, hvis Ryanair ikke indgår danske overenskomster for sit flyvende personale.

Vil satse på storlufthavne
Ryanair er i øjeblikket i gang med en strategisk ændring, hvor selskabet i højere grad vil satse på ruter til storlufthavnene og dermed komme ind på forretningsrejsemarkedet. Derfor åbner Ryanair en base i Københavns Lufthavn i slutningen af marts måned, ligesom det har været nødvendigt at skære ned på ruterne i Billund og Aarhus for at frigive den nødvendige flykapacitet til ekspansionen i CPH og i andre lufthavne i Europa.

I 2014 var der lige godt 750.000 passagerer ombord på Ryanairs fly til og fra Billund, mens knapt 120.000 rejste til og fra Aarhus Lufthavn. Samlet blev det til 865.268 passagerer på det danske marked i 2014, hvilket er et fald på fire procent i forhold til året før.

Tilbagegangen bunder primært i lukning af samlet 13 ruter fra Billund og Aarhus. Således kan Ryanair i 2015 tilbyde 15 jyske ruter samt snart otte ruter fra København.

Passagertal på Ryanairs danske ruter 2014 vs 2013

Fra Billund til 2014 2013 Afv. i %
London-Stansted 257.554 233.137 11 %
Málaga 66.394 64.531 3 %
Alicante 40.333 50.045 -19 %
Budapest 47.043 43.616 8 %
Palma de Mallorca 43.538 45.615 -5 %
Rom-Ciampino 36.212 34.452 5 %
Milano-Bergamo 36.460 38.197 – 5 %
Barcelona-Girona 29.531 33.344 – 11 %
Chania 22.210 17.515 27 %
Tenerife South 22.075 24.547 – 10 %
Pisa 19.484 17.436 12 %
Malta 18.921 19.173 – 1%
Venedig-Treviso 16.936 16.414 3 %
Corfu 10.850 8.893 22 %
Lukkede ruter * 69.614 140.088 – 50 %
I alt Billund 737.155 767.830 – 4 %
Fra Aarhus til 2014 2013 Afv. i %
London-Stansted 81.407 77.512 5 %
Lukkede ruter ** 36.913 72.248 – 49 %
I alt Aarhus 118.320 149.760 – 21 %

Kilde: Trafikstyrelsen & AENA

Lukkede ruter * Alghero, Carcassone, Edinburgh, Faro, Krakow, Trapani og Zadar.

Lukkede ruter ** Alicante, Barcelona-Girona, Las Palmas, Málaga, Palma de Mallorca og Oslo-Rygge.

Omkring 750.000 nye passagerer i CPH
Med udsigten til 12 nye ruter fra København, hvoraf de otte allerede er annonceret, vil passagertallet i Danmark få et gevaldigt løft. Allerede i dag er Ryanair det største ruteflyselskab i Billund Lufthavn med 737.155 årlige passagerer i 2014. I 2015 er der en forventning om 50.000 færre rejsende i Billund og en halvering i Aarhus fra 120.000 til 60.000, hvilket bringer den samlede jyske Ryanair-andel på omkring 750.000.

Derimod står der vækst på prorammet i Københavns Lufthavn. Otte nye Ryanair-ruter, hvoraf den første starter op den 18. marts, vil ifølge beregninger foretaget af CHECK-IN.dk kunne levere omkring en halv million passagerer i CPH i 2015. Og med flere ruter på tegnebrættet, ventes tallet at blive noget højere.

Indfasningen af de nye ruter sker løbende i løbet af 2015, og når samtlige 12 nye ruter er på plads, kan der meget vel være tale om, at der i 2015 kommer op imod 750.000 nye passagerer i Københavns Lufthavn, hvilket dog er noget lavere, end de 1,7 mio. passagerer, som Ryanair forventer på årsbasis i den danske hovedstadslufthavn.

Den udbudte sædekapacitet i 2015 på de første otte ruter er på 764.496 sæder. Med en estimeret gennemsnitlig belægning på 65 procent i en opstartsperiode, vil der formentlig blive i underkanten af en halv million passagerer på de otte ruter i løbet af 2015.

Dermed er der udsigt til, at Ryanair bliver det trejdestørste flyselskab på det danske marked kun overgået af SAS og Norwegian, mens easyJet og Lufthansa bliver henvist til de to følgende pladser.

Kapacitet på Ryanairs nye ruter fra CPH i 2015

Fra København til Startdato Afgange/uge Kapacitet 2015
Dublin 18.03.15 14 108.486
London-Luton* 26.03.15 *28/42 256.662
Milano-Bergamo** 26.03.15 **14/28 151.200
Warszawa-Modlin 26.03.15 14 105.462
Madrid 02.09.15 14 45.738
Rom-Ciampino 02.09.15 14 45.738
Bruxelles-Charleroi 25.10.15 14 25.704
Stockholm-Skavsta 25.10.15 14 25.704
I alt 2015 154 764.694

* 02SEP – Fra 2 til 3 daglige afgange i hver retning.
** 02SEP – Fra 1 til 2 daglige afgange i hver retning.