Observation Deck B i Zürich Lufthavn. (Foto: Zurich Airport)

Ingen udsigtsplatform i Københavns Lufthavn

Mange europæiske lufthavne har tilskuerområder, hvor interesserede kan betragte flyene. Trods den kommende udbygning i CPH er dette ikke med i planerne.

Omkring 13 kilometer nord for den schweiziske storby Zürich ligger Zürich Lufthavn, der er blandt de 20 største i Europa med 27,7 mio. passagerer i 2016. Udover at være et vigtigt stykke infrastruktur i Schweiz er lufthavnen også et yndet udflugtsmål for mange af Zürichs indbyggere.

Zürich Lufthavn tilbyder nemlig en udsigtsplatform – den såkaldte Observation Deck B – hvor publikum har mulighed for at kommet tæt på livet i lufthavnen og fotografere flyene. Udsigtsplatformen giver en enestående mulighed for at se flyene på tæt hold – også under starter og landinger.

I sommermånederne er der adgang til udsigtsplatformen hver dag fra kl. 09.00 til 19.00, og tilskuerne skal gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen for at få adgang til udsigtsområdet. Det koster fem schweizerfrance (35 kroner, red.) for voksne og blot to schweizerfranc (14 kroner, red.) for unge, mens børn under 10 år har gratis adgang. Samtidig er der et kæmpe legeområde for børnene, hvis de skulle blive trætte af at holde øje med flyene.

Det er også muligt at købe et årskort for 420 kroner, hvis man eksempelvis er flyspotter og jævnligt ønsker at besøge lufthavnen for at spotte og fotografere de startende og ankommende fly.

Udsigtsplatforme er meget almindelige i eksempelvis tyske lufthavne, og de findes i blandt andet Frankfurt, München, Düsseldorf og Berlin-Tegel, der er de fire største lufthavne i Tyskland.

Ingen konkrete planer
I Københavns Lufthavn er der i øjeblikket ingen muligheder for betragte flyene fra udendørsarealer indenfor hegnet. Her er flyinteresserede henvist til Flyvergrillen for enden af Amager Landevej, hvor det er muligt at få et blik af flyene, der ruller forbi på taxivej Alpha til bane 04L/22R.

Nu står Københavns Lufthavn imidlertid foran en større ombygning, men lufthavnen har ingen aktuelle planer om at etablere særlige udsigtsområder eller faciliteter for flyspottere.

“Vi har nogle restriktioner, når man er airside. Der skal være meget lukket af, hvis der skal være mennesker derude, så her er der nogle udfordringer. Vi har ingen konkrete planer om at etablere en udsigtsplatform, men vi ved, at det er efterspurgt,” siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Derimod overvejer lufthavnen i øjeblikket at etablere bedre udsigtsmuligheder i forbindelse med den del af udbygningen af Terminal 2, der skal stå færdig i 2018.

Visualisering af de kommede spotterområde ved Steenokkerzeel. (Grafik: Brussels Airport Company)

“I forbindelse med udvidelsen af Terminal 2 mellem Finger A og Finger B på airside, ser vi på mulighederne for at lave bedre udsigtsforhold ud til området, hvor flyene holder. Det er også i det område, hvor vi vil etablere et helt nyt legeområde samt andre opholdsarealer,” fortæller Kasper Hyllested.

Billund og Bruxelles på vej
Mens Københavns Lufthavn tilsyneladende ikke har mulighed for at prioritere faciliteter til flyspottere og andre flyinteresserede, ser det anderledes ud i Billund Lufthavn. Her er man i gang med at etablere et helt nyt spotterområde, der blandt andet vil få storskærme med live-data fra Flightradar24.

Også i Bruxelles-Zaventem lufthavnen er man i færd med at giver flyspottere en bedre service. Den belgiske hovedstadslufthavn har gennemført en undersøgelse blandt 1.700 flyspottere, som har været med til at afgive ønsker til, hvor der kunne etableres faste spotterområder. På baggrund heraf har lufthavnen identificeret to steder, hvor et spotterområde kan etableres, og Brussels Airport Company har nu ansøgt myndighederne om tilladelse til at etablere de to spotterpladser inden årets udgang.

Det første område placeres ved bane 01/19, hvor lufthavnen etablerer en platform, der skal sikre frit udsyn til banen. Det andet område placeres nær transitcenteret i Steenokkerzeel tæt ved bane 25L/07R. Begge steder bliver der skiltning og informationstavler samt legeområde til børnene.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn vil etablere flyspotterplads

CPH overhaler Zürich

Flyspottere blæst omkuld af Boeing 777-fly

Trængsel på Flyvergrillen i dag