KLM-fly udløste storalarm i Stockholm

Et Boeing 777-fly fra KLM undervejs fra Japan til Amsterdam måtte søndag aften udsende et såkaldt ‘pan pan’ nødopkald, da det befandt sig i nærheden af Stockholm.

Flypassagererne ombord på KLM rutenummer KL868 fra Osaka fik søndag en noget længere hjemrejse end planlagt. Flyet, der er af typen Boeing 777-300, forlod Kansai International Airport søndag formiddag kl. 11.20 lokal tid med planlagt ankomst i Amsterdam-Schiphol kl. 15.00.

Da flyet befandt sig i en position omkring 55 kilometer nordøst for Stockholms Arlanda-lufthavn fik flyet pludselig motorproblemer, hvorefter piloterne udsendte et såkaldt “pan pan“ nødopkald, der betyder, at der kan være fare for mennesker og eller materiel.

Det betød, at flyet øjeblikkeligt fik tilladelse til at forlade flyvehøjden på 10.360 meter og fortsætte ned til en højde på 7.925 meter, hvorfra anflyvningsprocedure kunne indledes. Flyet landede sikkert kl. 14.08 på Arlanda´s bane 01L omkring 40 minutter efter nødopkaldet. Passagererne forlod herefter flyet kl. 14.20 via gaten.

Der var blevet slået storalarm i forbindelse med flyets ankomst til Arlanda Lufthavn, hvor redningskøretøjer, ambulancer og politi holdt klar til indgriben, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det heldigvis ikke.

MD11 redningsfly til Stockholm
KLM valgte med det samme at sende et redningsfly til Stockholm, der skulle hente de strandede passagerer til Amsterdam-Schiphol. Det blev et ældre MD11-fly med navnet Audrey Hepburn, der som rutenummer KL9865 fløj til Stockholm søndag aften for at bringe passagererne til Amsterdam. Det skete som ekstra flyvning med rutenummer KL1120 med afgang kl. 00.01 og ankomst i Amsterdam kl. 02.02.

De rejsende fik således forlænget rejsen med ikke mindre end 11 timer, da ankomsten først fandt sted kl. 02.02 mod oprindeligt kl. 15.00.

Boeing 777-flyet fløj til Amsterdam på en positioneringsflyvning mandag morgen som rutenummer KL086D.