Knap seks ud af ti Karup-passagerer er væk

På tre år er passagertallet i Karup Lufthavn faldet med 57,7 procent og lufthavnen forventer et underskud i 2013. Men pengekassen er polstret til fortsat modgang.

I 2010 fløj mere end 305.000 passagerer med indenrigsrutefly fra Karup Lufthavn til København. En intens priskrig mellem Norwegian og Cimber Sterling sendte passagertallet op på et historisk højt niveau. Ikke siden åbningen af Storebæltsforbindelsen i 1998 havde så mange benyttet lufthavnen på den vestjyske hede. I 2011 fortsatte successen med over 280.000 passagerer. I maj 2012 gik Cimber Sterling imidlertid konkurs og passagertallet faldt dramatisk til knap 165.000 indenrigsrutepassagerer i 2012.

I 2013 er blødningen af passagerer fortsat. Således rejste kun 129.449 ruteflypassagerer fra lufthavnen i det forgangne år. Det er et fald på omkring 57,7 procent i forhold til jubelåret 2010.

Penge i kassen
Det fortsatte fald i antallet af passagerer betyder, at lufthavnen forventer at komme ud af 2013 med et underskud på mellem tre og 3,5 mio. kroner. Men det er ikke ensbetydende med, at lufthavnen er i en akut økonomisk krise.

”Vi har 11-12 mio. kroner i kassen. Vi budgetterer ikke med flere passagerer i 2014 end vi har haft i 2013. Og derfor budgetterer vi også med et underskud i 2014. Og de penge har vi i kassen,” forklarer lufthavnens direktør, Erik Jakobsen, til CHECK-IN.dk.

De ni kommuner, der ejer lufthavnen, bevilgede en kapitaludvidelse på fem millioner kroner i december 2012.

”De penge har vi ikke brugt af endnu. De har været med til at polstre os til at kunne klare os,” siger Erik Jakobsen.

For ufleksibelt
Efter Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 har Norwegian været alene på ruten mellem Karup og København. Indtil oktober sidste år blev ruten betjent med store Boeing 737-fly fra enten Norwegian selv eller indlejet fra Jet Time. For at kunne fylde de store 189- og 150-sæders fly op havde Norwegian kun mellem to og fire daglige afgange på ruten. Og det var for ufleksibel for mange forretningsrejsende, som derfor valgte bil og tog i stedet.

Fra slutningen af oktober har Norwegian sat Danish Air Transport til at flyve seks gange dagligt på hverdage med 66-sæders ATR72-fly. Og det kan allerede nu så småt aflæses i passagerstatistikken. Således faldt antallet af passagerer i december måned 2013 kun med 12 procent i forhold til samme måned året før. Tidligere på året har faldet været op til 25 procent.