Niki Lauda (Foto: NIKI)

Lauda overtager NIKI for næsen af IAG

Niki Lauda vinder anden budrunde og aftager dermed flyselskabet NIKI, som han har grundlagt, selv om luftfartskoncernen IAG ellers i første omgang havde sikret sig det østrigske selskab.

Hvis Europas tredjestørste luftfartskoncern, IAG, troede, at de havde købt flyselskabet NIKI, må de nu se slukøret til.

NIKI var en del af airberlin, der gik konkurs i august sidste år. Det østrigske flyselskab kom under administration, og tirsdag morgen kunne NIKI’s administratorer så melde, at flyselskabet i fremtiden kommer i hænderne på selskabets grundlægger. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Niki Lauda har således givet det bedste bud i anden budrunde, der blev en realitet, efter to domstole fastslog, at insolvensbehandlingen skulle flyttes fra Tyskland til Østrig. Og hermed var banen ryddet for en ny budrunde, hvor særligt Niki Lauda og Ryanair var interesseret.

Gennemsigtig budrunde
Mandag mødtes NIKI’s kreditorer med de interesserede købere, og mødet fortsatte helt indtil tirsdag. Det stod herefter klart, at IAG, der ejer blandt andet British Airways, er blevet slået på målstregen af Niki Lauda, der havde det bedste købstilbud.

”I de tidlige morgentimer stod Lauda Motion som den bedste tilbudsgiver efter en gennemsigtig udbudsproces,” udtaler NIKI’s østrigske og tyske bobestyrere, Ulla Reisch og Lucas Flöther, i en fælles erklæring ifølge Reuters.

Der er ingen oplysninger om buddets vilkår, men den forventede juridiske godkendelse af købet forventes at ske snart. En talskvinde for Niki Lauda har udtalt, at han endnu ikke har nogen kommentarer til købet.

IAG havde købesum klar
I sidste måned skrottede Lufthansa planerne om at købe NIKI fra det konkursramte airberlin, og dermed blev det østrigske flyselskab erklæret insolvent.

I forsøget på at fastholde NIKI’s værdifulde start- og landingstilladelser, blev IAG enige med den tyske administrator, Lucas Flöther, om at købe NIKI for 20 millioner euro – eller godt 150 millioner kroner. IAG ville desuden tilføre selskabet 16 millioner euro (120 millioner kroner, red.) i driftskapital.

Planen var, at IAG ville lade lavprisselskabet Vueling overtage NIKI, men planerne blev således forpurret efter anden budrunde, hvor Niki Lauda gav det bedste købstilbud.

Niki Lauda igen flyejer
Østrigeren Niki Lauda er dermed tilbage som ejer af et flyselskab. Da Lauda sluttede sin fornemme karriere på Formel 1’s racerbane – med flere verdensmesterskaber til følge – startede han Lauda Air op i 1979, og flyene kom i luften i 1985.

I 2003 købte Niki Lauda så Aer Lloyd Austria, der var gået konkurs. Samme år blev det konkursramte flyselskab startet op med navnet NIKI. I 2011 solgte Niki Lauda flyselskabet til airberlin, men syv år senere er det østrigske flyselskab altså tilbage i Niki Laudas hænder.

 

Relaterede artikler:

Vueling overtager NIKI

Kritik af Margrethe Vestager efter NIKI-konkurs

Østrigske NIKI er gået konkurs

Margrethe Vestager kan blokere Lufthansa-planer

British Airways holder øje med airberlin

x

Læs Også

Nyt Lufthansa-flydesign afsløret før tiden

Selvom Lufthansa først officielt vil præsentere det nye flydesign den 7. februar, så har selskabet allerede torsdag fremvist det på intranettet.

Mange bud på Lufthansas nye farver

I 2018 er det 100 år siden, at det oprindelige Lufthansa-logo blev taget i brug, og i den anledning vil Lufthansa den 7. februar præsentere en ny flybemaling.

Automatisk check-in hos Lufthansa

Lufthansa har indført automatisk check-in, så flyselskabets passagerer fremover modtager boardingkortet direkte på deres smartphone og dermed sparer tid i lufthavnen.

Hurtig adgang til indenrigsfly i München

Lufthansa har introduceret ’SmartDepart’ i Münchens lufthavn for at undgå lange ventetider for indenrigspassagerer i security og frem til gates.

Ryanair med fornyet interesse for NIKI

Det irske lavprisselskab bekræfter, at man har taget kontakt med de østrigske bobestyrere, der skal behandle sagen om konkursramte airberlins østrigske datterselskab NIKI.

Sparekrav til Alitalia før Lufthansa vil købe

En gennemgribende omstrukturering er en nødvendighed for Alitalia, før Lufthansa Group vil være klar til en overtagelse.