Lufthansa: Indenrigsspor skaber ubalance

Det skaber ubalance at nogle flyselskaber skal betale og andre ikke skal betale for fast track-service i CPH’s sikkerhedskontrol, lyder det fra Lufthansa Gruppen.

Når indenrigsrejsende nu kan bruge Københavns Lufthavns særlige fast track-spor, CPH Express, i lufthavnens sikkerhedskontrol, uden at det koster ekstra for de selskaber de rejser med, så skaber det en uheldig ubalance mellem flyselskaberne.

Det mener man hos Lufthansa Gruppen, som blandt andet tæller CPH Express-kunderne Swiss og Brussels Airlines. De betaler begge op mod 40 kroner per premium-passager, som de sender gennem det hurtige spor uden om den normale kø i Københavns Lufthavns udskældte sikkerhedskontrol.

Siden fredag i sidste uge har de udenrigsrejsende med de 26 selskaber, som betaler for at deres kunder kan bruge CPH Express, måtte dele sporet med rejsende til Bornholm, Sønderborg, Billund, Aarhus, Karup og Aalborg. Uanset hvor lidt eller hvor meget de har betalt for billetten, så kan indenrigsrejsende nu bruge hurtigsporet. CPH Express er nemlig nu også det indenrigsspor, som Københavns Lufthavn efter pres fra både politikere, pendlere og andre indenrigsaktører har oprettet.

Skaber ubalance
At der i virkeligheden ikke er tale om et nyt dedikeret indenrigsspor, men blot ekstra passagerer i CPH Express-sporet er ikke optimalt i Lufthansa Gruppens øjne.

”Generelt finder Lufthansa Gruppen ikke, at dette er den optimale løsning, da vi er nødt til at betale et gebyr for denne ekstra service, mens mange andre kunder nu får denne service gratis. Det skaber en ubalance i de afgifter flyselskaberne betaler til lufthavnen og er en ulempe for de luftfartsselskaber, der skal betale gebyret,” siger Bastian Frantz, dansk landechef for Lufthansa Gurppen, til CHECK-IN.dk.

I Københavns Lufthavn understreger pressechef Kasper Hyllested, at CPH Express-selskabernes kunder får den samme service som før sporet også blev et indenrigsspor.

”Vi har ikke ændret på noget i forhold til CPH Express-produktet. Det er fuldstændig det samme, som det var før. De udenrigsrejsende, der via deres billet har adgang til at benytte sig af CPH Express, vil kunne forvente et lige så højt serviceniveau og samme lave ventetid, som de er vant til. For at tilsikre dette, vil vi løbende evaluere effekten af initiativet,” siger Kasper Hyllested til CHECK-IN.dk.

Holde nøje øje
Københavns Lufthavn bliver ikke alene om at monitorere situationen.

”Vi vil overvåge situationen meget nøje i de kommende uger for at sikre servicen for vores passagerer,” understreger Bastian Frantz.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle fredag i sidste uge, så er Lufthansa Gruppen ikke de eneste CPH Express-kunder, der vil holde nøje øje med hvad Københavns Lufthavns nye initiativ vil betyde vil betyde for servicen for de eksisterende CPH Express-brugere.

“CPH Airport har meddelt os, at de vil øge antallet af medarbejdere og spor til CPH Express for at sikre, at vores passagerer har det sædvanlige niveau af service og den samme korte ventetid, som de oplever i dag. Air France KLM vil nøje overvåge denne ændring,” understregede Frederic Descours, landechef for Air France-KLM, fredag overfor CHECK-IN.dk.

Også hos Air Canada, British Airways og Norwegian holder man nøje øje med situationen.

Trak det juridiske kort
At Københavns Lufthavn i sidste uge åbnede det særlige indenrigsspor er faktisk lidt af en sensation, da man adskillige gange det seneste halvandet år pure har afvist ideen med flere forskellige argumenter. Først med et argument om behovet for fleksibilitet i anvendelsen af sporene i sikkerhedskontrollen. Det var før indenrigstrafikken den 29. marts sidste år blev flyttet fra Terminal 1 til Terminal 2 og Terminal 3. I den forbindelse blev sikkerhedskontrollen i Terminal 1 lukket og indenrigsrejsende blev tvunget til at stå i kø i den store centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og Terminal 3 sammen med de udenrigsrejsende.

Det skabte store furore blandt indenrigspendlere, provinslufthavne og ikke mindst politikere. Forslaget om to spor i sikkerhedskontrollen dedikeret til indenrigspassagerer kom igen op over flere omgange sidste år. Hver gang trak Københavns Lufthavn dog det juridiske kort og afviste ideen pure med henvisning til, at det er ulovligt for dem at forskelsbehandle indenrigs- og udenrigspassagerer.

Granske paragrafferne
Knap et år senere havde piben fået en anden lyd, da Københavns Lufthavn erklærede sig parat til at sætte sig sammen med Trafikstyrelsen og granske paragrafferne for at se, om der måske alligevel kunne laves et lovligt indenrigsspor. På bare ni arbejdsdage kom Trafikstyrelsens jurister frem til, at det godt kunne lade sig gøre lovligt at forskelsbehandle indenrigs- og udenrigsrejsende.

Godt en måned senere var Københavns Lufthavn så klar med det spor, som i starten slet ikke var lovligt at etablere.

 

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber: Indenrigsrejsende må ikke påvirke servicen

CPH åbner indenrigsspor fredag

Minister til CPH: Lav det indenrigsspor hurtigst muligt

CPH overvejer indenrigsspor i sikkerhedskontrol

Pendlere og patienter løber slalom i CPH

Pendlere: Indenrigstrafik vil blive kvalt

x

Læs Også

Flyselskaber begejstrede over takstnedsættelse

Danish Air Transport og SAS tager begge positivt imod Københavns Lufthavns udspil om at sænke taksterne fra den 1. april 2018, og der er prisnedsættelser på vej.

VisitDenmark: Mahan-rute hurtigt glemt

Danmark gik med lukningen af iranske Mahan Airs CPH-rute i 2017 glip af op mod 10.000 kinesiske overnatninger, vurderer VisitDenmark.

Københavns Lufthavn taler med naboerne

Københavns Lufthavn er gået i offensiven for at pleje forholdet til sine naboer. Ikke alt i charmeoffensiven fungerer dog lige godt.

EasyJet åbner endnu en Berlin-rute fra CPH

EasyJet får om kun en måned sin anden rute mellem København og Berlin, når Københavns Lufthavn bliver en del af lavprisselskabet lynoffensiv i Berlin Tegel-lufthavnen.

Lufthansa først i Europa med fem stjerner

Som det første europæiske selskab bliver Lufthansa et fem-stjernet flyselskab i Skytrax' rating-system.

Tyrkiske selskaber opruster på CPH

SunExpress og Turkish Airlines tror på, at de rejsende vender tilbage til Tyrkiet og øger derfor begge kapaciteten på CPH-ruter.