SAS-piloter (Arkivfoto)

Musketered skal stå sin prøve hos SAS-piloter

SAS indleder i dag drøftelser med de danske piloter om en ny overenskomst. For første gang skal sammenholdet i fællesskandinaviske SAS Pilot Group testes.

SAS indgik i det tidlige efterår 2017 en historisk lang overenskomstaftale af tre års varighed. Aftalen faldt på plads i tre faser, hvor først de svenske piloter skrev under, herefter fulgte de danske piloter, mens de norske piloter strittede imod. En større konflikt blev dog afværget i sidste øjeblik.

I aftalen fra 2017 var der indføjet en passus om, at piloterne kunne opsige aftalen et år før tid. Det benyttede piloterne sig af sidste sommer, og derfor har parterne atter sat sig til forhandlingsbordet med henblik på at indgå en ny aftale i 2019. De første drøftelser med de norske og svenske piloter har fundet sted, og i dag begynder de danske forhandlinger.

Selvom der forhandles på landeniveau, så har de skandinaviske piloter denne gang indgået en musketered, således at det ikke vil være muligt at opnå særaftaler på hvert af de tre markeder i Skandinavien.

Det er sket gennem etableringen af SAS Pilot Group i januar 2018, hvor Dansk Pilotforening (DPF), Norske SAS-flygeres Forening (NSF), Scannor Flygerforening (SNF) og Svensk Pilotförening (SPF) blev enige om at indgå i et fællesskandinavisk pilotforbund.

“Fremover vil vi møde SAS som én modpart, og vi har forpligtet os til kun at lave aftaler med SAS efter accept fra alle fire pilotforeninger,” hed det dengang fra SAS Pilot Group.

Ingen kommentarer
Forhandlingerne i Norge og Sverige har i første omgang ikke ført til noget resultat, og nu venter man på udfaldet af forhandlingerne med Dansk Pilotforening (DPF), der indledes i dag.

Hvad parterne eventuelt kan være uenige om, er endnu uklart, og som sædvanligt holdes kortene tæt på kroppen i forhold til pressen og andre eksterne interessenter.

“Der er flere områder, hvor der er brug for, at vi opnår enighed, men jeg vil ikke kommentere på kravene,” siger Knut Morten Johansen, informationschef hos SAS i Norge til E24.

Forhandleren på vegne af Norske SAS-Flygeres Forening er Christian Laulund, og han er ligeså kortfattet som SAS-chefen.

“Jeg vil ikke sige noget om, hvor vi står i forhold til hverandre, inden resultatet af forhandlingerne i København foreligger.”

Der er fredspligt i den nuværende overenskomst, der blev indgået i september sidste år, hvor piloterne i samtlige tre skandinaviske lande fik tilbudt en samlet lønstigning på 6,5 procent over tre år.

Kolleger følger forhandlinger
De ansatte i SAS kommer til at følge pilotforhandlingerne med stor spænding. Ved afslutningen af regnskabsåret 2017/18 stillede SAS-ledelsen en samlet bonus på 100 millioner svenske kroner (70 millioner danske kroner) i udsigt til de omkring 10.000 ansatte.

Der er dog betingelser knyttet til denne bonus, og det er blandt andet, at SAS ikke bliver ramt af ekstraordinære hændeler som er inden for selskabets egen kontrol og har indflydelse på mærkevare, indtægter eller omkostninger, hvilket en strejke som følge af en pilotkonflikt angiveligt vil være.

Dermed er SAS-piloterne udsat for et massivt pres fra deres kolleger i forhold til at nå en forhandlingsløsning.

 

Relaterede artikler:

Bonus til SAS-ansatte efter flot regnskabsår

Pilotforhandlinger til foråret

DPF-formand: Vi kan opsige ny aftale efter to år