Benjamin Franklin på halen af Norwegian Boeing 737 8 MAX. (PRNewsfoto/Norwegian)

Norwegian hylder Benjamin Franklin

Norwegians halehelte-koncept har nu bredt sig til USA. Benjamin Franklin, der var en af arkitekterne bag Amerikas Forenede Stater, pryder halen på et Boeing 737 MAX 8-fly.

Norwegian har i denne uge fordoblet Boeing 737 MAX 8-flåden fra to til fire fly, da selskabet i tirsdag fik en dobbeltlevering af to splinternye MAX-fly, der ligesom de to forgående er blevet registreret på irske Norwegian Air Internationals driftslicens.

Der var noget særligt ved et af de senest ankomne MAX-fly. Det var nemlig første gang, at en amerikaner skulle pryde flyets hale, som det er kendt fra Skandinavien, hvor omkring 20 afdøde danske forfattere, videnskabsmænd, skuespillere og sportsstjerner kan opleves på de rødnæsede Norwegian-flys haler.

Norwegian har valgt Benjamin Franklin som den første amerikanske halehelt. Det norske lavprisflyselskab forsøger altid at finde personligheder, der har turdet at går deres egne veje og som repræsenterede datidens “disruption”-tendenser med at flytte grænser, inspirere andre og udfordre det bestående. Her er Benjamin Franklin valgt, idet han var en af det moderne Amerikas grundlæggere. Han var populært sagt USA´s eneste præsident, som aldrig blev præsident.

I de kommende måneder vil Norwegian præsentere en række amerikanske personligheder, der kommer til at pryde halerne på årets flyleveringer fra Boeing Commercial Airplanes.

Norwegian er efterhånden ved at blive et kendt flyselskab på det amerikanske marked. Selskabet tilbyder 63 – primært lavfrekvente – ruter fra USA fordelt på 57 transatlantiske ruter fra 15 amerikanske lufthavne til Danmark, Frankrig, Irland, Norge, Spanien, Sverige og Storbritannien samt seks ruter til Fransk Caribien.

Et amerikansk ikon
Benjamin Franklin var født i Boston i delstaten Massachusetts, hvortil Norwegian flyver fra London, Oslo og København. Senere flyttede han til Philadelphia i Pennsylvania, hvor han senere startede en succesfuld udgivervirksomhed. Tillige var han  journalist, forfatter, videnskabsmand, politiker, diplomat og meget mere. Franklin er bedst kendt som en af fædrene bag Amerikas Forenede Stater og medforfatter til uafhængighedserklæringen.

“Vi er stolte over at kunne udsmykke vores nyeste Boeing 737 MAX 8-fly med Benjamin Franklin. Han er ikke alene et amerikansk ikon, men han var også en ægte pioner af mange årsager. Norwegian har altid været inspireret af modige folk, der trodser konventionerne – og sådan en er Benjamin Franklin. Det er en ære, at kunne præsentere en af Amerikas grundlæggere på et af vores fly, og denne gestus symboliserer alle de gode ting, som vi har planlagt for Norwegian i USA,” lyder det fra Thomas Ramdahl, der er kommerciel direktør hos Norwegian.

Flyet, der er udsmykket med Benjamin Franklin, er Norwegians tredje Boeing 737 MAX 8 (registrering EI-FYC, red.). Norwegian vil i 2017 modtage i alt seks fly af denne type, og samlet har selskabet bestilt ikke færre end 110 MAX-fly.

 

Relaterede artikler:

Norwegian får foreløbig USA-tilladelse

Første MAX-fly til Norwegian forsinket

Første Norwegian Boeing 737 MAX

Lunken holdning til danske halehelte på norske fly

Hele Danmarks Dirch på norske fly