Norwegian opruster på London-rute

Norwegian opruster sin betjening af København – London Gatwick, men er stadig langt fra konkurrenternes udbudte kapacitet.

Lufthavnene i London-området er set under ét den suverænt største destination fra Københavns Lufthavn med knap 150.000 rejsende i september. En fremgang på over 10 procent i forhold til året før. Og nu bliver konkurrencen mellem den danske og den britiske hovedstad skærpet.

Når sommerfartplanen for 2014 træder i kraft i slutningen af marts vil Norwegian således opruste fra 19 til 24 ugentlige returflyvninger mellem Københavns Lufthavn og London Gatwick lufthavnen. Det norske lavprisselskab udnytter sin nye base i Gatwick til at indsætte en tidlig morgenafgang fra London-lufthavnen på alle hverdage. Flyet letter kl. 06.30 fra London Gatwick med forventet ankomst i Kastrup kl. 09.20. En halv time efter, kl. 09.50, sætter flyet kursen tilbage mod London Gatwick.

I dag flyver Norwegian tre gange om dagen på hverdage, en gang på lørdage og tre gange på søndage. Der er dog stadig et stykke vej op til de tre øvrige aktører på London-ruterne. Således flyver både SAS, British Airways og easyJet seks gange dagligt på hverdage. SAS og British Airways flyver til London Heathrow, mens easyJet har to flyvninger til London Stansted og fire til London Gatwick.

21 returflyvninger
Det er ikke kun ruten mellem København og London Gatwick at Norwegian udvider på når sommerfartplanen træder i kraft. En række andre destinationer fra London Gatwick får også ekstra frekvenser.

Det drejer sig om:

Barcelona: Fra 3 ugentlige til 1 daglig
Dubrovnik: Fra 1 til 2 ugentlige
Faro: Fra 1 til 3 ugentlige
Ibiza: Fra 1 til 2 ugentlige
Malaga: Fra 3 ugentlige til en daglig
Palma Mallorca: Fra 1 til 3 ugentlige
Split: Fra 1 til 2 ugentlige
Tenerife: Fra 4 til 5 ugentlige

I alt bliver det til 21 nye returflyvninger om ugen.

De ekstra frekvenser på ruter til Syd- og Østeuropa samt København er ikke den eneste sommeroprustning fra Norwegians side i London Gatwick. Fra juni næste år begynder selskabet således også at operere Boeing 787 Dreamliner-flyvning fra lufthavnen til New York, Fort Lauderdale og Los Angeles.