Boeing 787-8 Dreamliner fra Norwegian i New York-JFK. (Foto: Tom Turner)

Norwegian udfordrer giganterne

Norwegian kaster sig hovedkuls ind i konkurrence med Emirates, Delta Air Lines, United og American på to nye USA-ruter.

Norwegian har igangsat en omfattende spareplan, hvor hele rutenettet blandt andet skal revurderes. Det hindrer dog ikke selskabet i at igangsætte nye ruter, idet den fremtidige ekspansion primært skal ske på langdistanceruterne.

Således har Norwegian netop offentliggjort to nye sæsonruter mellem Europa og USA.

Første rute åbner den 7. juni, hvor Norwegian vil flyve fire gange om ugen mellem Barcelona og Chicago, og den 2. juli kaster Norwegian sig ind på ruten mellem Athen og New York-JFK. Denne rute vil også blive opereret fire gange om ugen.

“Norwegian har sit fulde engagement i USA og har imødekommet vores passagerers stigende behov efter flere destinationer fra både New York og Chicago. Athen er allerede en af de største europæiske destinationer, og det er et spændende supplement til vores transatlantiske rutenetværk. Barcelona, som vi tilføjede for to og et halvt år siden fra USA, klarer sig så godt, at vi tilføjer en ny rute fra Chicago og flere frekvenser fra både New York og Los Angeles,” siger Matthew Wood, der er direktør for Commercial Long Haul og New Markets hos Norwegian.

Størst potentiale fra USA
Det er ikke tilfældigt, at Norwegian understreger, at det er trafikken fra USA til Europa, der skal bære de nye ruter. Potentialet er nemlig klart størst fra USA mod begge destinationer, hvad flere andre – især amerikanske – flyselskaber også har fundet ud af.

Mellem Chicago og Barcelona vil Norwegian gå i direkte konkurrence med American Airlines, der flyver dagligt på ruten, og fra New York til Athen hedder konkurrenterne Emirates og Delta Air Lines, mens United Airlines flyver mellem Newark og og den græske hovedstad.

Dermed går Norwegian ind på nye ruter, hvor man kommer til at konkurrere med nogle af verdens største flyselskaber. Men de græske turistmyndigheder har givetvis støttet ruten mellem New York og Athen, og der er da også en naturlig begejstring at spore hos den ansvarlige minister.

“Grækenland er en topdestination, og Norwegians spændende annoncering giver flere amerikanere mulighed for at opleve, hvad Grækenland har at tilbyde. Denne nyhed er svaret på vores ønske om at udvide flyforbindelserne mellem Grækenland og USA, og vi takker Norwegian for at imødekommetdette behov,” udtaler Elena Kountoura, der er turistminister i Grækenland.

Største ikke-amerikanske operatør
Den nye rute mellem New York og Athen bliver den 13. Norwegian-rute fra New York City-området, og dermed bevarer Norwegian positionen som det største ikke-amerikanske flyselskab, der betjener New York City målt på antallet af passagerer.

Begge de nye ruter er sommerruter, der vil blive opereret frem til den 26. oktober i år.

 

Relaterede artikler:

Sådan vil Norwegian komme ud af krisen

Norwegian med A340 fra Barcelona og Paris

Endnu en Emirates-rute fra Europa til New York

Norwegian åbner fire nye langdistanceruter