Norwegian Boeing 787 Dreamliner (Foto: Norwegian)

Norwegian-vækst i februar

Norwegian fik 11 procent flere passagerer i flyene i februar, men belægningen og billetpriserne er stadig faldende.

Norwegian har i løbet af 30 dage tabt en fjerdedel af selskabets børsværdi efter et katastrofalt dårligt fjerde kvartal af 2017. Derfor holder investorerne ekstra godt øje med det norske lavprisflyselskabs trafiktal.

Tirsdag morgen har Norwegian således offentliggjort trafiktallene for februar, og de viser ikke uventet en passagervækst på 11 procent til 2.330.006 passagerer i forhold til samme måned sidste år. Ifølge Norwegian er det stigningen i trafikken på selskabets flyvninger mellem Europa og USA, der har trukket væksten.

Derimod er det ikke opløftende for det norske lavprisflyselskab, at belægningen er faldt med to procentpoint til 84,3 procent samtidig med, at den såkaldte yield også er faldet. Det betyder kort sagt færre passagerer ombord på flyene til færre penge.

Men Norwegian fokuserer i stedet på væksten, som til stadighed er med til at sikre det livsnødvendige cash-flow.

“Vi er glade for, at trafiktilvæksten fortsætter i februar og at flere fritids- og forretningsrejsende vælger at rejse med os i en måned, som traditionelt er præget af lavere efterspørgsel. Den globale ekspansion fortsætter, og det er flyvningerne mellem Europa og USA, der bidrager mest til væksten,” udtaler Norwegians koncernchef Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Ottendestørste luftfartskoncern i Europa
Trafiktallene viser også, at Norwegian de seneste 12 måneder har haft en vækst på 13 procent til i alt 33,6 millioner passagerer. Dermed bevæger Norwegian sig op i de højere luftlag og konsoliderer sin position som den ottendestørste luftfartskoncern i Europa.

Nærmeste forfølgere er SAS og Wizz Air, og foran sig har det norske lavprisflyselskab Aeroflot Group og Turkish Airlines. Det kommer dog til at tage nogle år, inden Norwegian kommer i nærheden af disse to selskaber, der har et ganske solidt forspring til den norske opkomling.

Men Norwegian modtager hele tiden nye fly, så væksten er under alle omstændigheder sikret. I februar modtog selskabet det sidste fly af typen Boeing 737-800 samt en enkelt Boeing 787-9 Dreamliner. I alt får Norwegian leveret 11 Boeing 787-9 Dreamlinere, 12 Boeing 737 MAX 8 og to Boeing 737-800 i år, hvilket sikrer en gennemsnitsalder på 3,6 år for hele flyflåden.

Investorerne tog i første omgang godt imod trafiktallene, og havde tydeligvis frygtet noget, der var værre. For to timer efter trafiktallenes offentliggørelse var Norwegians aktiekurs tirsdag formiddag steget med omkring to procent på Oslo Børs.

 

Relaterede artikler:

Norwegians vækst svagest i Danmark og Norge

Mulig bombe under Norwegian-regnskab

Millliardunderskud hos Norwegian

Udsigt til gigantisk januar-underskud for Norwegian