Piloter i cockpit. (Arkivfoto: 123rRF_kasto)

Pilotmangel nærmer sig en million

Boeings nyeste tal viser, at der inden for de næste 20 år er brug for at uddanne små 800.000 nye piloter for at opfylde en stigende efterspørgsel.

Det er ikke små tal, der kommer frem, når den amerikanske flyproducent Boeing kommer med forudsigelser om pilotmangel i fremtiden.

Mandag offentliggjorde Boeing deres årlige Pilot & Technician Outlook, hvor flyproducenten vurderer antallet af pilotmangel i alle verdensdele. Situationen i 2018 er, at der indtil år 2037 vil blive brug for 790.000 nye piloter på globalt plan. Dette tal er dobbelt så stort som den nuværerende globale pilot-arbejdsstyrke på 295.000. Og samtidig den største efterspørgsel, siden Boeing begyndte at sætte tal på.

Tallene for pilotmangel forudsagt i 2018 er højere end tallene fremlagt sidste år. Her offentliggjorde Boeing en global pilotmangel på 637.000 frem til år 2036. En ganske markant ændring i den formodede efterspørgsel.

Bekymring hos Boeing
Den kommercielle flyflåde på verdensplan forventes at blive fordoblet i de næste 20 år – fra 24.400 til 48.540. Det er på baggrund af dette, at der fremsættes en så markant pilotefterspørgsel – ligesom der forventes større efterspørgsel på rejser.

”På trods af en stærk global lufttrafikvækst fortsætter luftfartsindustrien med at stå over for en udfordring for udbud af arbejdskraft, hvilket giver anledning til bekymring over tilstedeværelsen af ​​et globalt pilotunderskud på kort sigt,” siger Keith Cooper, direktør for uddannelse og professionelle tjenester hos Boeing Global Services, ifølge World Airline News.

“Et fokus på at udvikle den næste generation af piloter er nøglen til at afhjælpe dette. Med et netværk af træningscampusser og relationer med flyskoler over hele kloden, samarbejder Boeing med kunder, regeringer og uddannelsesinstitutioner for at sikre, at markedet er klar til at opfylde denne betydelige pilotefterspørgsel.”

146.000 nye piloter i Europa
Boeing tilbyder et pilotudviklingsprogram, hvor pilotelever bliver hjulpet fra den tidlige træningsfase, og indtil de skal have typeklassificering som styrmand. På den måde kan flyproducenten hjælpe operatørerne på vej med at uddanne nye piloter.

Der bliver brug for mange tusinde piloter i alle verdensdele. Efterspørgslen er særligt stor i Asien og i Stillehavsområdet, hvor der bliver brug for 261.000 piloter inden for de næste 20 år. Flyselskaberne i Europa vil få brug for 146.000 piloter ud af den samlede efterspørgsel på 790.000, som Boeing har fremlagt.

Flere skandinaviske flyselskaber har inden for de seneste år måtte melde ud, at de mangler piloter til at flyve de voksende flyflåder. Både Cimber, SAS, Jet Time og Norwegian har tidligere økonomisk mærket konsekvenserne af for få pilot-ressourcer. Og i Mellemøsten har Emirates måtte sande, at det mangler piloter til at flyve de hundredevis af langdistancefly ud af Dubai.

Mange piloter nærmere pensionsalder
Boeings tal om pilotmangel inkluderer også erhvervs- og helikopterpiloter. Inden for virksomhedsektoren bliver der brug for 96.000 piloter, mens 59.000 piloter efterspørges inden for civil helikopterflyvning.

I den kommercielle luftfart vil der desuden blive brug for 622.000 teknikere og 858.000 kabineansatte indtil år 2037. Det er 26.000 færre teknikere og 19.000 flere kabineansatte i forhold til forudsigelsen i 2017.

Udfordringen med pilotmangel hænger blandt andet sammen med, at en stor del af den nuværende arbejdsstyrke snart går på pension. I hvert fald i USA. En Boeing-rapport fra 2016 viser – ifølge CNN-luftfartseksperten Peter Gall – at 42 procent af alle nuværende piloter i de større amerikanske flyselskaber går på pension inden for de næste 10 år. Pensionsalderen er 65 år.

Peter Gall skriver desuden i en CNN-klumme, at der endda har været snak om at hæve pensionsalderen til 67 år.

 

Relaterede artikler:

Pilotmangel hos Emirates

Norwegian advaret om pilotmangel for længe siden

Pilotmangel sender flyselskab i knæ

SAS må aflyse CityJet-flyvninger

Kriseramte Etihad tilbyder piloter til konkurrent