Udvidet samarbejde mellem gategroup og Norwegian. Foto: Gate Gourmet.

Presset kinesisk konglomerat sælger ud i Gategroup

Det kinesiske konglomerat HNA Group vil finde økonomiske midler ved at sælge størstedelen af sin ejerandel i det schweiziske cateringfirma Gategroup.

HNA Group er i økonomiske vanskeligheder, og det får nu kineserne til at reagere at reagere i Europa.

Konglomeratet vil således gerne sælge ud af sin 100 procents andel i Gategroup, der er et stort og verdensomspændende schweizisk cateringfirma inden for luftfarten.

Gategroup har oplyst, at selskabets aktier vil blive tilbudt til offentligheden via en såkaldt IPO (Initial Public Offering, red.) i enten slutningen af dette kvartal eller i næste kvartal. Aktierne vil dermed igen komme på udbud på SIX Swiss Exchange, som også var tilfældet, før HNA Group købte catering-aktierne i 2016.

Nogle af de udbudte aktier i Gategroup vil være nye A-aktier, der forventes at rejse et beløb på 373 millioner dollars – eller hvad der svarer til 2,2 milliarder danske kroner. Gategroup har til hensigt at bruge en del af pengene på det franske cateringfirma Servair, hvor man vil købe Air France-KLMs resterende ejerandel. Gategroup er allerede i kontrol af Servair.

Gategroup i fremskridt
Inklusiv de eksisterende aktier vil cirka 65 procent af Gategroup blive solgt. Det er HNA-datterselskabet HNA Aviation (Hong Kong) Airline Catering Holding, der ejer B-aktierne, og selskabet forventer at forblive en langsigtet ankeraktionær i cateringvirksomheden.

”Vi er stolte over de betydelige fremskridt, som Gategroup har taget i løbet af de sidste to og et halvt år. Selskabet står på et meget solidt fundament og er klar til at fortsætte og yderligere accelerere sin seneste vækst,” siger Adam Tan, koncernchef i HNA Group, i en fælles erklæring.

”Vi mener, at den påtænkte IPO vil gøre Gategroup i stand til at bringe nye, innovative produkter og tjenester til markedet og udvide sig på nye markeder.”

Spændt på offentligt salg
Hos Gategroup glæder man sig også over den seneste udvikling med HNA Groups delvise salg af aktier i virksomheden.

”Som den globale leder inden for catering af mad og drikkevarer om bord, er Gategroup og dens ledelse spændt på udsigten til igen at blive et offentligt selskab,” siger selskabets koncernchef, Xavier Rossinyol.

Det vides ikke, hvad der skal ske med provenuet ved salget af HNAs B-aktier, men den trængte kinesiske gruppe, der kæmper med gæld, må ganske givet bruge det andetsteds. Gategroup har ikke givet et skøn over det forventede, rejste beløb, ligesom det heller ikke vides, hvilken andel HNA får.

Gategroup er verdens førende cateringfirma i luftfartsbranchen. Selskabet har hovedkvarter i Zürich Glattburg i Schweiz og beskæftiger omkring 43.000 medarbejdere i hele verden. Gategroup servicerer årligt over 700 millioner passagerer fra selskabets mere end 200 enheder i 60 forskellige lande fordelt over samtlige seks kontinenter.

 

Relaterede artikler:

Norwegian og gategroup udvider partnerskab

Kinesere fortsætter storopkøb i Europa

HNA Group i økonomiske vanskeligheder

Gate Gourmet-strejke er afblæst

De kan blive medejere af CPH