Regeringstoppen tavse om Ryanair-flyvninger

I Norge fortryder flere ministre nu at have fløjet med Ryanair. I Danmark er blandt andre statsministeren til gengæld tavs om sine private rejser.

Efter at to stewardesser i sidste uge stillede sig frem i danske og norske medier og fortalte om arbejdsvilkårene i det irske lavprisselskab, så har der været kø ved håndvasken blandt norske politikere.

Både udenrigsminister Espen Barth Eide og justitsminister Grete Faremo fortryder nu, at de har fløjet med selskabet.

”Det er rigtigt, at jeg rejste med Ryanair på påskeferie sammen med familien i år,” siger udenrigsminister Espen Barth Eide til den norske avis Klassekampen.

Han forsikrer, at det ikke kommer til at ske igen.

I sidste uge sagde den norske statsminister, Jens Stoltenberg, fra talerstolen i det norske storting, at han aldrig har fløjet med Ryanair, og at han aldrig kommer til det.

Ikke lyst til at kommentere
Mens de norske ministre er åbne om sagen, så er det til gengæld svært overhovedet at finde ud af om danske ministre har fløjet med Ryanair. Det viser en rundspørge, som CHECK-IN.dk har foretaget blandt syv udvalgte ministre.

”Vi har ikke nogen kommentarer til statsministerens private rejser,” lyder den kortfattede besked fra Statsministeriets pressemedarbejder, Lea Juel Henriksen, når CHECK-IN.dk spørger til, om statsminister Helle Thorning-Schmidt har fløjet med Ryanair.

Heller ikke økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager ønsker at fortælle, om hun tidligere har fløjet med Ryanair.

”Margrethe Vestager har ikke lyst til at kommentere sagen,” lyder det fra pressemedarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Louise Brændstrup Bech.

Viger uden om
I Finansministeriet viger finansminister Bjarne Corydon behændigt uden om at svare på, om han selv som privatperson har rejst med Ryanair.

“Hvis det der har været fremme i medierne om Ryan Air står til troende, må jeg da sige, at det er stof til eftertanke,” skriver Bjarne Corydon i en mail til CHECK-IN.dk.

CHECK-IN.dk rettede fredag i sidste uge også henvendelse til erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsen, udenrigsminister Villy Søvndal, transportminister Henrik Dam Kristensen, samt minister for by-, bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen. Ingen af de pågældende ministres særlige rådgivere eller pressemedarbejdere er vendt tilbage med svar på, om ministrene tidligere har fløjet med Ryanair.

Fredag oplyste Erhvervs- og Vækstministeriet, at Erhvervs- og Vækstminister Anette Vilhelmsen ikke havde rejst med Ryanair på tjenesterejser.