Rusland overvejer overflyvningsforbud som hævn

Efter at EU-sanktioner forhindrede lanceringen af Aeroflots nye lavprisselskab, overvejer Rusland at forbyde europæiske fly at flyve over Sibirien til og fra Asien.

De russiske myndigheder sidder netop nu og overvejer en hævnaktion efter at EU-sanktioner forhindrede Aeroflots nye lavprisselskab, Dobrolet, i at gå i luften mandag. Ifølge den russiske avis Vedomosti, så overvejer russerne at forbyde europæiske flyselskaber at flyve henover Sibirien på deres flyvninger mellem Europa og Asien. Et træk, som vil ramme de i forvejen pressede europæiske flyselskaber hårdt, da det i mange tilfælde vil sende flyene ud på en langt længere og langt mere brændstofforbrugende tur end i dag.

Bagsiden af medaljen for russerne er dog, at de europæiske flyselskabers betaling for at benytte russisk luftrum skæpper godt i kassen hos det statsejede russiske flyselskab Aeroflot.

Bedste kort på hånden
Hvis Rusland gør alvor af sine overvejelser, så vil det stille europæiske flyselskaber endnu dårligere i den intense kamp om trafikken mellem Europa og Asien. En kamp som lige nu udspiller sig mellem europæiske flyselskaber, asiatiske flyselskaber og flyselskaber fra oliestaterne langs Den Persiske Golf i Mellemøsten. Og med næsten bundløse pengekasser og mange nye fly på vej har de såkaldt ”sandkasse-selskaber” de bedste kort på hånden.

Selskaber som Lufthansa, British Airways, KLM og Air France vil blive blandt de hårdest ramte, da en stor procentdel af selskabernes aktiviteter er langdistanceflyvninger. Med kun tre ruter til Asien vil SAS ikke blive nær så hårdt ramt som eksempelvis Finnair. Det finske flyselskab har omkring 15 ruter til Asien. Og qua Finlands geografiske placering lige ved siden af Rusland skal Finnairs fly ud på en meget lang omvej for at undgå sibirisk luftrum på turene til Asien.

Flytrafikken mellem Europa og Asien er i forvejen generet af at stort set alle flyselskaber flyver udenom det østlige Ukraine efter nedskydningen af MH17 den 17. juli i luftrummet over Ukraine.