Ryanair forhandler med GDS-selskaber

Ryanair har indledt drøftelser med tre globale GDS-selskaber om salg af lavprisflyselskabets produkter via GDS-systemerne.

Ryanair fortsætter med at levere overraskelser til markedet. Transformationen fra luftfartens “enfant terrible“ til et mere stuerent flyselskab tager for alvor fart.

I sidste uge kom det frem, at Ryanair har etableret en gruppe- og erhvervsafdelinger samt at flere produkter til forretningsmarkedet er undervejs. Nu har det irske lavprisflyselskab indledt forhandlinger med de tre store GDS-virksomheder; Amadeus, Travelport og Sabre. De første møder har allerede været afholdt, skriver Buying Business Travel.

Hvis Ryanair vælger at lade sine produkter distribuere gennem GDS-systemerne vil det være et afgørende brud på tidligere knæsatte principper.

Men principperne står for fald hos Michael O´Learys flyselskab. En forbedret hjemmeside, en gratis mobil app, gratis ekstra stykke håndbagage samt nedsatte gebyrer for indcheckning i lufthavnene er blot nogle af de serviceforbedringer, der er realiseret i løbet af de seneste måneder.

“Vi har indledt en aktiv dialog med GDS´erne for at finde ud af, om det er den måde, som vi ønsker at bevæge os ind på forretningsrejsemarkedet. Er et samarbejde med en eller flere GDS´er den rigtige løsning? Vi ved det ikke endnu. Vi har ikke truffet nogen beslutning, men vi er på forhandlingsstadiet. Vi har allerede haft møder med Sabre, Amadeus og Travelport, og jeg forventer nogle fremskridt i løbet af de næste par uger,“ siger Lesley Kane, gruppe- og erhvervschef ti Buying Business Travel.

GDS-systemer nødvendige for vækst
Ryanair er ikke det eneste lavprisflyselskab, der har fundet ud af, at rejsebureauerne er en effektiv distributionskanal i forhold til erhvervsrejsemarkedet. Britiske easyJet valgte allerede i 2007 at indgå et samarbejde med Amadeus og Travelport-selskabet Galileo om at lade sine produkter til erhvervsrejsemarkedet distribuere via GDS-systemer.

Norwegian valgte i 2010 at udvide samarbejdet med Amadeus til E-ticketing og BSP. I dag bookes 17 procent af selskabets billetter via GDS´erne, mens resten distribueres via hjemmesiden.

Ryanairs behov for at styrke distributionsnettet og sætte øget fokus på de rejseaktive virksomheder hænger sammen med, at lavprisflyselskabet i september måned tager hul på leveringen af 175 nye fly frem til udgangen af 2019. Det vil øge flåden til over 400 fly og skabe grundlag for en vækst fra de nuværende 80 mio. årlige passagerer til 110 millioner.

Herudover er konkurrencen i markedet blevet skærpet, således at det er nødvendigt for Ryanair at genopfinde sig selv for at stå distancen og fastholde interessen for flyselskabets produkter. Den proces vil der komme mere fart på i 2014.