Bombardier CRJ900 (EI-FPG).

SAS-fly landede med punkteret dæk

Et Bombardier CRJ900 fly fra SAS opereret af irske CityJet måtte sikkerhedslande i Bruxelles-Zaventem lufthavnen med et eksploderet dæk.

Det er i dag en uge siden, at det irskregistrerede Bombardier CRJ900-fly EI-FPG har været på vingerne for SAS. Flyet, der tilhører CityJet, var tirsdag den 11. juli undervejs på en flyvning fra Stockholm-Arlanda til Bruxelles-Zaventem som rutenummer SK589, da piloterne fik et opkald om, at der var fundet dækrester på bane 19R i Arlanda-lufthavnen, hvorfra flyet var lettet kl. 08:59.

Trods meldingen om, at flyet sandsynligvis havde et eksploderet dæk, valgte piloterne at fortsætte mod Bruxelles, hvor der samtidig blev anmodet om at foretage en stand-by sikkerhedslanding med brand- og redningskøretøjer på plads, skriver Aviation Herald.

Flyet landede sikkert på bane 25L i Zaventem-lufthavnen, og brand- og redningstjenesten konstaterede efter at flyet holdt stille, at det inderste dæk i venstre side af flyet var eksploderet.

Alvorlige følgeskader
Men uheldet med dækket havde trukket følgeskader med sig. En efterfølgende inspektion afslørede, at flyets vingeflaps var blevet beskadiget, ligesom der var konstateret fremmede objekter i flyets ene motor. Derfor måtte SAS aflyse returflyvningen til Stockholm, og efter en uge er uheldsflyet stadig ikke kommet på vingerne.

Sprængte flydæk er heldigvis relativt sjældne, og piloterne har i simulator trænet landing med punkterede dæk, hvorfor det ikke umiddelbart skulle udgøre en fare. I Danmark registrerer man årligt maksimalt en håndfuld hændelser med flypunkteringer under starter.

 

Relaterede artikler:

Udramatisk SAS-sikkerhedslanding i Gdansk

Næsehjulet låste sig på SAS-fly

SAS-fly opereret af Jet Time kom ud af kontrol

Trailer kørte ind i SAS-fly

Hændelse i Frankfurt førte til CRJ-eftersyn