SAS på tabletten med lækkert katalog

Efter en svag entré på app-markedet, tager SAS revanche med et lækkert inspirationskatalog til tablet pc’er.

Tidligere i år var SAS klar med første version af sin app til smartphones. En lancering, der kom lang tid efter at konkurrenterne havde lanceret deres apps. Og en app, der på ingen måde udnyttede dette og kopierede nogle af konkurrenternes mest innovative features. En basal app, sådan som de så ud for to år siden.

Nu er SAS imidlertid parat til at overhale flere af konkurrenterne indenom. Således har SAS lavet en såkaldt ”soft launch” af sin nye app til tablets som Apples iPad. En ”soft launch” er en lancering, som ikke annonceres. App’en er blevet gjort tilgængelig for download uden at SAS har gjort særlig meget reklame for den.

”SAS Explore”, som app’en hedder, er en væg fyldt med billeder fra de destinationer SAS flyver til. Når man flytter fingeren rundt på skærmen kommer nye billeder frem. Og når man klikker på et billede, så vender det rundt og på bagsiden står navnet på den destination hvor billedet er fra og en pris på den billigste SAS-billet dertil. Herfra kan klikke videre til en underside, hvor det er muligt at finde mere præcis prisinformation ud fra hvilke datoer man kunne tænke sig at rejse. Desuden er siden fyldt med nyttig information om destinationen. Det er ting som vejrudsigt, gode restauranter og barer og små youtube-videoer.

Lækkert katalog
Målgruppen for ”SAS Explore” er de ferierejsende, der i første omgang ikke lader sig styre af prisen eller leder efter en rejse til en bestemt destination. Det er først og fremmest et lækkert inspirationskatalog til dem, der sidder og kikker ud af vinduet en regnvåd novemberdag og har brug for at komme væk. Enten med det samme eller til foråret.

Lækkert og indbydende ser det ud. Og man kan næsten ikke lade være med at klikke og se hvor turen kan gå hen og hvad det vil koste. Der er dog visse ulemper. For medmindre man er meget god til at genkende gader, pladser og seværdigheder i diverse byer, så er det svært at finde nogle af de byer man muligvis måtte være interesserede i. Og når det først er på bagsiden at priserne kommer frem, og når man skal endnu længere ned for at finde mere præcise prisoplysninger, så kommer man til at navigere meget frem og tilbage mellem destinationer.

Prikken over i’et
Når man har fundet den rigtige destination på de rigtige datoer og til den rette pris, så er det til gengæld nemt at komme videre til SAS’ normale hjemmeside for at købe billetten der. Mest hensigtsmæssigt havde naturligvis været, hvis man kunne købe og booke billetterne direkte i app’en. Men det kan være, at det kommer i en opdateret udgave.

Prikken over i’et er at det ikke kun er SAS’ egen hjemmeside, som man kan komme videre til. Under hver destination kan man få præsenteret hoteller, restauranter og meget andet. Og med et enkelt tryk kommer man videre til det pågældende hotel eller restaurants hjemmeside.