(Foto: PR/CAU)

SAS-stewardesser vælter formanden

SAS’ danske kabinepersonale har væltet formanden for personaleforeningen. En ny formand kan betyde en mere konfrontatorisk linje i de kommende forhandlinger med SAS om arbejdsvilkårene på langdistancefly.

Efter en længere valgkamp står det nu klart, at medlemmerne af Cabin Attendants Union (CAU), derorganiserer omkring 1.100 af SAS’ omkring 1.400 danske kabineansatte,har vraget foreningens formand Merete Scheel ved valget til ny bestyrelse. CHECK-IN.dk erfarer således, at formanden ikke fik stemmer nok til at få en plads i bestyrelsen.

Den nyvalgte bestyrelse skal nu selv konstituere sig med en formand og næstformand. Flere af de bestyrelsesmedlemmer, som har fået mange stemmer, er kendt for at stå for en forholdsvis konfrontatorisk linje overfor SAS-ledelsen. Det gælder ikke mindst Jean Pierre Schomburg, der var talsperson i medierne, dakabinepersonalet i februar og marts i år gennemførte en fire dage lang overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. En rolle, som han fik en mundtlig advarsel af sin arbejdsgiver, SAS, for.

Det er derfor ikke usandsynligt, at formanden, bestyrelsen og foreningen generelt vil være mere på krigsstien overfor SAS-ledelsen.

Udløber ved årsskiftet
Det kan få indflydelse på de igangværende forhandlinger mellem CAU og SAS om en ny permanent aftale om arbejdsvilkårene ombord på fem af SAS’ 14 langdistancefly. Konkret drejer det sig om, at en midlertidig et-årig aftale om hvilemoduler på fire Airbus A330-fly og et Airbus A340-fly udløber ved årsskiftet.

Derfor skal der indgås en ny permanent aftale om vilkårene ombord på de fem fly, hvor kabinepersonalets hvileområde er afskærmet fra passagererne med et gardin. De fleste andre af SAS’ langdistancefly er udstyret med lukkede hvilemoduler, hvor de trætte stewardesser kan lukke døren og få sig en lur i fred på flyvningerne over Atlanten.

Hvilemoduler ombord
SAS indgik tidligere i år permanente aftaler med kabinepersonalet i Norge og Sverige, mens det kun lykkedes at lande en midlertidig aftale med det danske personale.

Konkret drejer det sig om forholdene ombord på SAS’ fire ældre Airbus A330-fly og det ene Airbus A340-fly, som tidligere har fløjet for chilenske LAN og som er hyret ind som reservefly i en seks-årig periode. De har ikke de hvilemoduler ombord, som SAS’ egne Airbus A340-fly har.

Airbus A330-flyene bruges på de kortere langdistanceruter til New York, Washington og Chicago, da de ikke har rækkevidde nok til at nå USA’s vestkyst og SAS’ destinationer i Kina og Japan.

Længere rækkevidde
SAS’ to nyeste langdistancefly af typen Airbus A330-300Enhanced har hvilemoduler magen til Airbus A340-flyene. De to fly har fået base i Sverige for at kunne betjene SAS’ nye Hong Kong-rute og den kommende rute til Los Angeles. Enhanced-flyene har længere rækkevidde end de ældre A330-fly og er derfor i stand til at supplere Airbus A340-flyene på ruter til USA’s vestkyst og Asien.

I starten af 2016 vil SAS modtage yderligere to Airbus A330-300Enhanced fly, som blandt andet skal bruges på ruter ud af København.

Kabinepersonalet i SAS’ datterselskab Cimber A/S er primært organiseret i LO-fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU), der blev landskendt i foråret, da foreningen tog kampen op mod Ryanair. FPU forlangte, at det irske lavprisselskab indgik overenskomst for personalet på Ryanairs baser i Billund og Københavns lufthavne. Noget som Ryanair pure nægtede at gøre. Efter et nederlag i Arbejdsretten besluttede Ryanair at lukke sine danske baser.