Det første ATR72-600 fly til Jet Time i SAS-farver foran ATR-fabrikken ved leveringen i oktober 2013. Foto: Andreas Krog.

SAS vil flyve til Linköping fra København

SAS vil fra foråret 2014 flyve direkte mellem København og Linköping. Det bliver Jet Times nye ATR72-600 fly, der skal stå for operationen.

Det svenske regionale flyselskab NextJet har tidligere været meget aktiv på regionale ruter fra Sverige til København. På et tidspunkt var der ruter fra Karlstad, Jönköping, Linköping, Norrköping og Örebro til København, men nu er der blot Linköping og Karlstad tilbage. Begge ruter opereres i codeshare-samarbejde med SAS.

Men fra sommertrafikprogrammet start den 30 marts 2014 vil SAS selv flyve på ruten mellem Linköping og København.

Der vil blive fløjet to gange dagligt med ATR72-600 fly opereret af Jet Time. Dermed vil der blive fire daglige afgange på ruten, hvis NextJet fastholder sin operation med Saab 340-fly. Men det vil dog være sandsynligt, at det svenske regionale flyselskab vil trække sig fra ruten, da der vil blive betydelig overkapacitet.

“Vi er meget glade for denne satsning, som vi tror meget på. Regionen er spændende med et veletableret erhvervsliv. Vi har oplevet, at der hersker en stor interesse i regionen for at kunne rejse enklere og med gode tilslutningsmuligheder. Med vores nye rute bliver Europa og hele verden mere tilgængelig for både forretningsrejsende og fritidsrejsende,“ siger Anders Wahlström, der er salgschef for SAS i Sverige.

Stort befolkningsområde
Regionen Linköping/Norrköping, der er en del af Östergötland rummer omkring 600.000 indbyggere og er det fjerdestørste befolkningsområde i Sverige. I området findes blandt andet SAAB og andre internationale virksomheder. Ifølge SAS har man mange EuroBonus-kunder i området, der i dag flyver ud af Arlanda-lufthavnen i Stockholm, da flyforbindelserne fra området ikke har været optimale.

I Linköping City Airport er der da også begejstring over, at SAS nu vælger at satse på lufthavnen.

“Det er med stor glæde, at vi kan byde SAS velkommen til vores region og Linköping. Linköping City Airport har etableret sig som regionens forretningsrejselufthavn med fokus på international trafik. Med SAS får vi en reel kapacitetsøgning, som har været efterspurgt at det regionale erhvervsliv,“ siger Camilla Lejon, der er administrerende direktør for Flygmex AB og Linköping City Airport.