Eivind Roald. (Foto: SAS)

SAS vil vise muskler med Houston-rute

Med sin nye Houston-rute fra Stavanger vil SAS være aggressiv og vise muskler over for KLM og de øvrige konkurrenter, lyder det fra selskabets koncernsalgsdirektør.

(STAVANGER) Den 20. august bryder SAS med sin filosofi om, at det skandinaviske luftfartsselskabs langdistanceruter primært skal udgå fra København og kun enkelte andre langruter fra Stockholm og Oslo. På denne dato åbner selskabet nemlig en direkte rute fra oliebyen Stavanger til Houston i Texas i USA. Der bliver tale om et særligt produkt alene med business class-sæder. 44 passagerer bliver der plads til på et specielt Boeing 737-700 fly wet-leaset fra schweiziske PrivatAir.

Lanceringen af dette nicheprodukt sker blandt andet for at svare igen på konkurrencen fra hollandske KLM, der har 31 ugentlige flyvninger fra norske lufthavne og tager en stor andel af de forretningsrejsende, som i dag rejser mellem Norge og Houston. KLM er således markedsleder på trafikken mellem Skandinavien og Houston med SAS på tredjepladsen.

“Vi vil gerne vise, at vi kan være aggressive og vise muskler over for konkurrenterne. Olieindustrien er et meget vigtigt kundesegment for os, og derfor er vi vældigt optagede af at dække deres behov. Mange af dem har i forvejen storkundeaftaler med os. Og derfor er det naturligt for os, at vi giver dem det, som de efterspørger,“ forklarer koncerndirektør med ansvar for salg og markedsføring i SAS, Eivind Roald, til CHECK-IN.dk.

Det bedste våben
Beslutningen om at åbne den nye rute er blandt andet taget på baggrund af en rundspørge blandt 424 virksomheder i Stavanger-området. 44 procent af virksomhederne tilkendegjorde, at de rejser mellem Stavanger og Houston. Og andelen af forretningsrejsende er langt større mellem Norge og Houston end mellem Norge og andre oversøiske destinationer. Således er 79 procent af alle der rejser mellem Norge og Houston forretningsrejsende, mens kun 46 procent af de rejsende til San Francisco er forretningsrejsende. Og til New York er det kun 20 procent.

Derfor har SAS vurderet, at et rendyrket business class-fly vil være det bedste våben til at distancere sig fra konkurrenterne. Den direkte rute giver en rejsetid fra Stavanger til Houston på ti timer og 40 minuttet og ni timer og 45 minutter den anden vej. Til sammenligning tager det henholdsvis 13 timer og 13 timer og 10 minutter via Amsterdam med KLM. Vælger man turen over Frankfurt med Lufthansa tager det op mod 14 timer.

Flyet vil afgå fra Stavanger kl. 16 alle ugens dage undtagen lørdag og ankomme til Houston George Bush Intercontinental kl. 19.40 lokalt tid. Efter knap to timer flyver flyet kl. 21.35 retur og lander i Stavanger kl. 14.20 næste dag.

Det bliver malet i SAS-farver, men vil blive opereret af det schweiziske luftfartsselskab PrivatAir, der blandt andet også flyver på lignende ruter for Lufthansa fra Frankfurt til den indiske bilby Pune, Accra i Ghana og Damman i Saudi Arabien. Her er der dog tale om et mix af business og economy plus. Besætningen ombord bliver fra PrivatAir, men SAS forventer, at der vil være mindst en skandinavisktalende blandt flyets fire kabinebesætningsmedlemmer.

Primært point-to-point
Houston George Bush Intercontinental er et af det amerikanske luftfartsselskab Uniteds største trafikknudepunkter med gode forbindelser til Syd- og Mellemamerika. United og SAS arbejder sammen gennem Star Alliancen og ruten får også United codeshare-rutenummer. Men SAS forventer kun at omkring 20 procent af passagererne vil flyve videre fra Houston. Der er først og fremmest tale om en point-to-point rute målrettet olieindustrien. Åbningsdatoen ligger da også umiddelbart op til den store oliemesse i Stavanger, Offshore Northern Seas.

SAS åbner for salg af billetter til den nye rute den 29. april.