Air India-fly i Indira Ghandi Airport i Delhi. (Foto: calflier001 | Creative Commons 2.0)

Singapore Airlines lun på Air India

Der er åbnet op for, at udenlandske investorer kan komme ind i ejerkredsen af det gældssatte Air India, og Singapore Airlines og indiske Tata Group er blandt mulige købere.

Singapore Airlines har rettet blikket mod det indiske flyselskab Air India.

Air India har en gæld på 8,5 milliarder dollars (svarende til 53 milliarder kroner, red.), og i juni sidste år erklærede den indiske regering, at man var klar til at sælge flyselskabet. Flere forsøg på at redde selskabet var mislykkedes, og troen på en lysere tid fremtid lå angiveligt langt væk.

Indiens premierminister, Narendra Modi, har netop godkendt ændringer i lovgivningen, der giver udenlandske flyselskaber og virksomheder lov til at investere i det statsejede Air India. Flyselskabet blev grundlagt i 1930’erne af industrikoncernen Tata Group, og flyselskabet blev nationaliseret i 1953.

Det er dog senest slået fast, at eventuelle udenlandske flyselskaber højst kan købe op til 49 procent af aktierne hos Air India. Det største ejerskab og kontrollen af flyselskabet skal stadig blive på indiske hænder. Men der er således åbnet op for, at Singapore Airlines kan overtage en del af flyselskabet-eventuelt sammen med Tata Group.

Overvejer at byde
I 2015 blev flyselskabet Vistara grundlagt i et samarbejde mellem Tata-koncernen og Singapore Airlines. Vistaras administrerende direktør, Leslie Thng, har i forbindelse med en pressekonference givet udtryk for, at de to selskaber var ”åbne for at overveje” et potentielt bud på Air India. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er dog uvist, hvorvidt Tata Group og Singapore Airlines vil byde separat eller sammen, såfremt de ønsker at overtage Air India. Formanden for Tata Group, N. Chandrasekaran, udtalte sidst i 2017, at selskabet ville være interesseret i at byde på flyselskabet.

Men også flere indiske flyselskaber har vist interesse for et købe det gældsramte Air India. Flyselskabet har stadig en markedsandel på 13 procent i Indien og er i øjeblikket landets tredjestørste flyselskab.

Modstand mod privatisering
Air India er i øjeblikket i gang med en ’turnaround’-plan, der løber fra 2012 til 2022. Og ifølge The Business Standard har flyselskabet gjort fremskridt på flere parametre.

Et udvalg inden for den indiske transportsektor har derfor foreslået regeringen at ændre sin beslutning om at lade private investorer købe sig ind i Air India. Men regeringen har sat den 18. juni 2018 som den foreløbige frist for gennemførelse af en privatisering af Air India.

Interglobe Aviation, der ejer det indiske lavprisflyselskab IndiGo Airlines, har desuden åbent vist interesse for at overtage Air Indias langdistanceforretning, selv om den indiske regering har udtalt, at man ønsker at afhænde Air India og Air India Express som en samlet enhed.

I efteråret 2017 åbnede Air India ruter fra Delhi til København og Stockholm. Flyselskabet blev medlem af Star Alliance i 2014 og opererer blandt andet med de moderne Boeing 787 Dreamliner-fly.

 

Relaterede artikler:

Indien gør klar til at lukke fremmede ind i Air India

Danmark og Indien genforenet ad luftvejen

Air India kom til Stockholm

x

Læs Også

SAS tilbyder ombooking på grund af vulkanrisiko

Den internationale lufthavn på Bali risikerer at lukke efter vulkanudbrud, og SAS tilbyder sammen med Singapore Airlines fri ombooking til passagerer.

Danmark og Indien genforenet ad luftvejen

Et Air India-fly landede lørdag aften i Københavns Lufthavn og markerede dermed, at Danmark og Indien atter har fået flyforbindelse efter otte og et halvt års pause.

Første A380 sat på jorden

Singapore Airlines har taget et 10 år gammelt A380-fly ud af drift, og det skal nu tilbageleveres til leasinggiveren og kan risikere at skulle bruges som reservedele.

Air India kom til Stockholm

Onsdag aften gjorde Air India endelig sin entré i Stockholm Arlanda med åbningen af sin rute til Delhi. Om en måned er det formentlig Københavns tur til at byde inderne velkommen.

God fart i samarbejdet mellem SAS og Singapore Airlines

Joint venture-samarbejdet mellem SAS og Singapore Airlines fungerer godt med et fornuftigt antal passagerer på flyselskabets ruter til Stockholm og København.

CPH og Singapore Airlines fejrer 40-års jubilæum

Københavns Lufthavn og Singapore Airlines har haft et langt og frugtbart samarbejde og kan i år fejre 40-års jubilæum med flyvningerne mellem Danmark og Asien.