Airbus A320-200 fra SmartLynx Airlines. (Foto: Marek Vanzura)

SmartLynx forsinker hver tredje flyvning for Norwegian

Siden begyndelsen af januar har det lettiske flyselskab SmartLynx fløjet for Norwegian fra Københavns Lufthavn, men kunderne er ikke tilfredse med punktligheden.

Det lettiske flyselskab SmartLynx er i første kvartal blevet indlejet af Norwegian til at gennemføre flyvninger fra basen i Københavns Lufthavn. To ældre Airbus A320-fly skal vikariere for Norwegians moderne Boeing 737-800 på indenrigsruten til Aalborg samt på en række europæiske ruter.

Kunderne lader dog ikke til at være tilfredse med, at det lettiske flyselskab foreløbigt indtil udgangen af marts har overtaget beflyvningen af en lang række afgange på Norwegian-ruterne. I en lind strøm henvender kunderne sig til Norwegian for at klage over erstatningsflyene. Det er forsinkelser,  som hovedparten af klagerne koncentrerer sig om.

Den punktlighed som Norwegian hidtil har været så stolte af, er det nemlig ikke muligt at overholde med SmartLynx-flyene. Fra den 9. januar til den 31. januar har A320-flyet med registreringen YL-LCO gennemført 180 flyvninger, hvoraf 68 af disse var mere end 15 minutter forsinket. Det svarer til 38 procent af samtlige af operationerne, således at rettigheden er helt nede på 62 procent, hvor Norweigan sædvanligvis ligger et sted mellem 70 og 80 procent.

Bedre så det ikke ud med YL-LCS, der blev indsat på Norwegians rutenet den 23. januar. Dette A320-fly nåede frem til og med 31. januar at gennemføre 60 flyvninger, hvoraf 23 var med mere end 15 minutters forsinkelse, hvilket også svarer til 38 procent af samtlige flyvninger.

Mange klager til Norwegian
En af de mange passagerer, der har været udsat for forsinkelser med SmartLynx er Rikke Holmgren, der et par gange om ugen flyver mellem Aalborg og København. Her opleves der forsinkelser med det lettiske flyselskab på mellem 20 og 35 minutter per afgang, hvilket harmonerer meget godt med de faktiske tal.

En anden passagerer, der har benyttet SmartLynx mellem Aalborg og København, er Flemming Holler, der oplevede en forsinkelse på to timer og 25 minutter og samtidig kalder det for et “totalt amatøragtigt selskab”. Oven på den uheldige oplevelse skriver han på Facebook, at han vil flytte alle fremtidige flyvninger han skal foretage over til SAS og andre flyselskaber.

Rettidigheden ikke god nok
Ifølge Norwegian er de to SmartLynx-fly indlejet som følge af, at piloter og kabinepersonale hos Norwegian i Danmark skal flyttes over på den driftstilladelse, der tilhører det internationale Norwegian-selskab i Dublin. Det indebærer ifølge Norwegians danske informationschef et ekstra træningsprogram for det flyvende personale, hvorfor to basefly ikke selv kan opereres i årets tre første måneder.

Foreholdt kritikken fra de rejsende samt omfanget af forsinkelser siger Daniel Kirchhoff, der er informationschef for Norwegian i Danmark:

“I en kortere periode opererer SmartLynx for os på ruten mellem København og Aalborg. I denne forbindelse må vi erkende, at rettidigheden i perioder ikke har været god nok. Vi beklager over for de passagerer, der har oplevet en forsinkelse, hvilket vi forstår, er frustrerende. Norwegian er i konstant dialog med SmartLynx omkring, hvordan de kan forbedre punktligheden, som vi ved, er helt afgørende for vores passagerer.”

Sidste flyvning med SmartLynx-flyene gennemføres efter planen den 25. marts 2017. Flyene er indsat på udvalgte afgange fra København til Aalborg, Stockholm, Oslo, Berlin, Riga, Edinburgh, Amsterdam, Budapest, Krakow, Salzburg, Paris, Nice, Málaga, Tenerife og Las Palmas.

 

Relaterede artikler:

28 gange om ugen med SmartLynx til Aalborg

Norwegian baserer to lettiske A320-fly i København

Norwegian stopper flyvninger med Go2Sky-piloter

Norwegians flyvechef: Brud på procedurer og rutiner

Turde ikke flyve med slovakiske Norwegian-piloter