Norwegian-fly i Oslo Lufthavn (Foto: Hans Olav Nygård | CC)

Stærke trafiktal fra Norwegian

Norwegian kom ud af juli med en passagervækst på 13 procent, og for første gang i mange måneder var der fremgang i enhedsindtægterne.

Som lavprisflyselskab med et stort fokus på fritidsrejsemarkedet vil juli og august traditionelt være årets største måneder for Norwegian. Det ser også ud til, at det kommer til at holde stik i år.

De netop offentliggjorte trafiktal fra juli viser, at antallet af passagerer i forhold til samme måned sidste år voksede med 13 procent til 3.796.283. Til gengæld var flyene ikke så fyldte som sidste år, da belægningen faldt med 1,3 procentpoint fra 94,3 til 93,0 procent.

Faldet i belægningsprocenten skyldes, at Norwegian har justeret priserne i opadgående retning, hvis da også tydeligt afspejles i enhedsindtægterne per produceret sædekilometer. De steg nemlig med tre procent fra 0,49 norske kroner til 0,50 norske kroner i forhold til sidste års juli.

Med en produktion på 9.523 millioner sædekilometer betyder det, at billetindtægterne er øget med næsten 100 millioner norske kroner. Da enhedsomkostningerne samtidig er estimeret til 0,43 norske kroner per produceret sædekilometer, så har Norwegian i juli rundt regnet en bruttofortjeneste på 666 milioner norske kroner på billetsalg, og hertil kommer en estimeret indtægt på 615 millioner norske kroner fra gebyrer og tillægsydelser.

Norwegian vil høste
I juli har Norwegians kapacitetsvækst været på 35 procent i forhold til samme måned sidste år. Dermed er den massive vækst, der kendetegnede andet kvartal, ved at være aftagende. Alene i april og maj lå kapacitetsvæksten på 51 procent, hvilket er usædvanligt højt for et flyselskab af denne størrelse.

Norwegians koncernchef bekræfter også, at væksten er blevet mere dæmpet, og nu er der lagt op til, at Norwegian har skabt sig selv en størrelse, hvor man skal til at høste frugterne af de massive investeringer i udvidelsen af rutenetværket.

“Vi er glade for, at stadig flere passagerer i Europa, USA, Mellemøsten, Sydamerika og Asien vælger Norwegian, når de skal ud at rejse. Det er også positivt, at vi, selv med en stor kapacitetsvækst, fylder flyene godt op i hele rutenetværket. Kapacitetsvæksten er fortsat høj, men i tråd med strategien er den nu i færd med at aftage noget i sammenligning med tidligere måneder. Efter en lang periode med stærk vækst vil vi fremover kunne høste af det, vi har sået, hvilket vil komme kunder, ansatte og aktionærer til gode,” siger koncernchef Bjørn Kjos.

På Oslo Børs steg kursen på Norwegians aktier mandag formiddag med næsten en procent til kurs 239,00. De seneste 30 dage har aktien dog tabt 0,42 procent i markedsværdi.

 

Relaterede artikler:

Fremgang i trafiktal fra Norwegian

Norwegian indfører skjult brændstoftillæg

Skrøbelig indtjening trods bedre trafiktal

Norwegian lukker USA-ruter fra Skandinavien

Norwegian taber 20 millioner kroner om dagen