Star Alliance-selskab åbner København-Beijing

Efter mange rygter skulle det være ganske vist. Air China har åbnet for salg af billetter mellem København og Beijing fra den 30. maj.

Det statsejede kinesiske flyselskab Air China gik sejrrigt ud af duellen med det privatejede Beijing Capital Airlines om at få tilladelse til at etablere flyvninger mellem Beijing og København.

Begge kinesiske flyselskaber havde ansøgt de kinesiske myndigheder om godkendelse til at flyve på ruten, men da luftfartsaftalen mellem Skandinavien og Kina kun giver et selskab fra hvert land mulighed for at flyve på ruten, blev det Air China der løb af med sejren. I stedet valgte Beijing Capital Airline at flyve til Helsinki.

Air China havde oprindeligt ansøgt om tilladelse til at flyve fem gange om ugen fra slutningen af marts måned. Resultatet blev i stedet fire ugentlige flyvninger fra den 30. maj med fly af typen Airbus A330-200, der har plads til 237 passagerer.

Billetterne er allerede sat til salg på Air Chinas hjemmeside. På rutenummer CA877 flyves fra Beijing kl. 02.55 på mandage, onsdage, fredage og søndage med ankomst i Københavns Lufthavn samme dag lokal tid kl. 06.45. Returflyvningen på rutenummer CA878 finder sted kl. 13.15 med ankomst i Beijing den følgende dag kl. 04.10 om morgenen.

Seks års forsinkelse
Det er ikke første gang, at der kommer Air China-fly til København.

Indtil 2001 fløj Air China to gange ugentligt mellem Beijing og Københavns Lufthavn med mellemlanding i Stockholm, og i dag flyves ruten direkte mellem Stockholm og Beijing med fem ugentlige afgange i vinterhalvåret og daglige flyvninger om sommeren.

Air Chinas åbning af ruten til København kommer seks år efter, flyselskabet ellers var meget tæt på at genoptage ruten mellem de to byer. Det kinesiske selskab annoncerede i slutningen af 2011, at man vil åben en rute mellem Beijing og København med fire ugentlige flyvninger til opstart den 2. juni 2012. Ruten blev dog udskudt få måneder før start, og der skulle således gå seks år, før det statsejede kinesiske flyselskab var klar til at gør alvor af planerne.

Air China er ligesom SAS medlem af Star Alliance, og selvom de to flyselskaber kommer til at konkurrere direkte, vil der formentlig blive etableret en codehare-aftale mellem de to selskaber. En sådan aftale findes allerede på ruten mellem Stockholm og Beijing.

SAS flyver dagligt fra København til Beijing med Airbus A340-300. Der flyves fra København kl. 21.00 med ankomst i Beijing den følgende dag kl. 11.55. Returflyvningen fra Beijing finder sted kl. 14.50 om eftermiddagen med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 18.40 lokal tid samme dag.

 

Relaterede artikler:

Kinesisk flyselskab klar til København

København tabte Kina-rute til Genève

Lange udsigter for Air China-rute til København

Air China-rute til København udskydes

SAS får konkurrence på København-Beijing