Statslig rejsebureau-aftale på vej i udbud

Efter sommerferien sender Statens Indkøb den prestigefyldte og værdifulde aftale om levering af rejsebureauydelser til staten i udbud.

Den nuværende aftale om levering af rejsebureauydelser til staten er indgået af Statens Indkøb med Carlson Wagonlit Travel. Aftalen trådte i kraft 1. marts 2009 og var oprindeligt kun gældende i tre år. Men Statens Indkøb valgte at benytte aftalens to forlængelsesoptioner på et år hver. Derfor løber den nuværende aftale frem til 28. februar næste år.

Men så kan aftalen heller ikke forlænges mere. Så skal en ny aftale tage over fra 1. marts næste år. Og derfor sendes opgaven snart i udbud igen. Statens Indkøb forventer, at man i slutningen af august måned er klar til at sende en udbudsbekendtgørelse ud omhandlende rejsebureauydelser til staten.

Opfylder mindstekrav
Statens Indkøb har ikke lagt sig fast på hvor lang tid den nye aftale skal løbe. Men meget tyder på, at det igen bliver en 3-årig aftale med mulighed for forlængelse et eller to år.

Når opgaven kommer i udbud, bliver der sandsynligvis tale om, at interesserede rejsebureauer først skal gennem en prækvalifikationsproces. Det er ikke et egentligt udbud, men en screeningsproces. Her skal bureauerne kunne dokumentere, at de kan opfylde en række tekniske og økonomiske mindstekrav. De bureauer, der kan det, bliver prækvalificerede og får lov til at byde på opgaven.