Tåge koster Atlantic millioner

Tåge over Færøerne kostede Atlantic Airways omkring otte mio. kroner alene i juli. Alligevel foretrækker selskabet den nuværende lufthavn frem for at bygge en helt ny bedre placeret færøsk lufthavn.

Mens andre luftfartsselskaber i Nordeuropa primært generes af vind og vejr i efteråret og vinteren, så er det anderledes for Atlantic Airways, der flyver til og fra Færøerne. For på de 18 nordatlantiske øer er sådan noget som tåge også et issue om sommeren. I år har Færøernes Vagar Lufthavn været ekstra hårdt ramt af tåge. Og det kan aflæses direkte på bundlinjen hos Atlantic Airways.

Frasommerferiens start og fire uger frem var der gentagne gange så tæt tåge, atflyene måtte opgive landing 18 gange og 36 andre fly blev aflyst og udsat til efterfølgende dag. Henved 70 andre fly blev forsinket mere end to timer. Atlantic Airways anslår at forsinkelserne har kostet selskabet et sted mellem 7,5 og 8,5 millioner kroner.

“Så vanskelige vejrforhold til flyvning har vi ikke oplevet før om sommeren, som jo også er højsæson.Gentagne gange måtte vi tage natten til hjælp og flyve døgnet rundt for at indhente forsinkelserne. Hvis voreto Airbus A319-fly ikke varudstyret med den nye RNP AR 0.1 navigations teknologi, ville situationen være endnu vanskeligere, og vi havde næppe formået at rydde op, som vi trods alt gjorde,“ siger adm. direktør Magni Arge fra Atlantic Airways til CHECK-IN.dk.

Vagar er Færøernes eneste lufthavn. Den ligger et sted, hvor der ofte dannes tåge. Gennem adskillige år har færingerne diskuteret om ikke de burde anlægge en ny lufthavn et andet sted, hvor tågen ikke generere så ofte. Og fornylig foreslog Torshavns borgmester, at Torshavn Kommune selv gik i gang med at anlægge en ny lufthavn på et sted uden for byen, hvor man alligevel skal til at grave for at hente jord til udvidelse af Torshavns havn.

Mere nøjagtige vejrudsigter
Hos Atlantic Airways vil man dog hellere satse på teknologi til at gøre det nemmere at bruge den eksisterende lufthavn.

“Foreløbig forholder vi os til de omstændigheder vi har. Vi har investeret i nye fly og RNP AR 0.1 navigational aid system, som har været til stor hjælp. Vi estimerer det sparede os for 18-20 diversions i juli. Findes der yderligere tekniske fremskridt, som kan forbedre regulariteten ser vi også på det. Kan man få mere nøjagtige vejrudsigter for lokalområdet, ville det også være kærkomment i marginale vejrforhold,” forklarer Magni Arge.

Tågen samt omdirigerede og aflyste fly kan dog ikke ændre ved, at Atlantic Airways i juli måned transporterede et rekordstort antal passagerer på ruterne mellem Færøerne og destinationer i Danmark, Norge, UK, Italien, Spanien og Island. 32.000 passagerer blev det til.

Ikke den bedste reklame
Atlantic Airways’ omkostninger som følge af tåge er ikke den bedste reklame for Vagar Lufthavn, der arbejder ihærdigt for at tiltrække nye luftfartsselskaber. Britiske bmi regional har vist interesse for en rute fra oliebyen Aberdeen til Færøerne, hvor man håber et olieeventyr en dag bliver en realitet. Men også andre selskaber menes at have kig på Vagar og Færøerne.