Dette Boeing 777-200ER fly fra Malaysia Airlines forsvandt den 8. marts 2014.

Topmøde om betaling for MH370-eftersøgning

Repræsentanter fra regeringerne i Australien, Kina og Malaysia mødtes mandag for at tage stilling til den videre eftersøgning af MH370. Imens dukker der historier op om 11 anholdte al-Qaeda terrorister, en mystisk fragtforsendelse og fejlagtige lokalseringsinformationer.

Mandag mødtes ministre fra Australien, Malaysia og Kina i den australske hovedstad Canberra for at drøfte det videre forløb omkring eftersøgningen af Boeing 777-flyet fra Malaysia Airlines, der forsvandt under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing den 8. marts.

Her besluttede Australiens vice-premierminister Warren Truss sammen med Malaysias fungerende transportminister Hishammuddin Hussein samt Kinas transportminister Yang Chuantang at fortsætte eftersøgningen. Det skete efter samråd med eftersøgningslederen, den australske Angus Houston.

Efter mandagens møde fortalte den australske vice-premierminister pressen, at man allerede havde gjort en gigantisk indsats for at lokalisere stedet, hvor flyet angiveligt forsvandt. Han er samtidig overbevist om, at man har ledt i det rigtige område, men næste skridt vil nu være at undersøge et 60.000 kvadratkilometer stort område i Det Indiske Ocean.

Hertil skal anvendes nyt udstyr, som forventes at kunne være klar i løbet af et par måneder. Først skal der udarbejdes udbudsmateriale, hvorefter private aktører skal byde ind på opgaven. Selve eftersøgningen med det nye udstyr ventes at kunne gennemføres i løbet af omkring otte måneder.

Men regningen herfor bliver også betydelig. Den nye eftersøgning forventes at komme til at koste 60 mio. australske dollars, hvilket svarer til omkring 300 mio. danske kroner.

Derfor er der allerede opstået diskussioner om, hvor regningen skal placeres. Den australske vice-premierminister forsøger at lægge pres på flyproducenten Boeing samt motorproducenten Rolls Royce, således at begge virksomheder kan bidrage økonomisk. Samtidig hermed forsøger USA´s præsident Barack Obama at spille bolden over til Australien, Malaysia og Kina ved allerede nu at tilbyde, at USA fortsætter med at stille det avancerede Bluefin-21 undervandsfartøj til rådighed i yderligere fire uger.

Parterne mødes igen i Canberra onsdag i denne uge for endeligt at beslutte det videre forøb sammen med eksperterne.

Spekulationer fortsætter
Imens repræsentanter fra de tre landes regeringer taler om, hvem der skal betale regningen for MH370-eftersøgningen, fortsætter konspirationsteorierne med at udvikle sig.

Flere asiatiske medier har således rapporteret, at den malaysiske efterretningstjeneste i sidste uge anholdt 11 personer i Malaysia med relation til terrorgruppen al-Qaeda.

Ifølge flere medier skete anholdelsen på opfordring fra amerikanske CIA og britiske MI6. De anholdte blev sat i forbindelse med terrorceller i Syrien og det sydlige Fillippinerne.Malaysia politidirektør Khalid Bakar bekræftelser anholdelserne over for NBC News, men understreger samtidig, at der ingen forbindelse er til MH370.

Også fragten ombord på MH370 har været genstand for mystik og spekulationer, efter at det kom frem, at virksomheden NNR Global havde litium-batterrier til en vægt af 200 kilo som en del af en samlet forsendelse på 2.453 kilo. Først ønskede NNR Global ikke at oplyse, hvad de resterede 2.253 kilo bestod af, men sidenhen har Malaysia Airlines oplyst, at der var tale om opladere og radiosendere.

Fragten ombord sættes ikke i forbindelse med flyets forsvinden, men det er blot et af mange eksempler på de manglende eller upræcise informationer omkring MH370.

Her føjer der sig endnu et eksempel i rækken, idet Malaysia Airlines gav forkerte informationer til flyvelederkontrollen i Kuala Lumpur om, hvor flyet befandt dig. Fra et såkaldt “Flight Following System“, blev positionen fejlagtigt oplyst som Cambodja, selvom flyet befandt sig over vietnamesisk luftrum. Årsagen til dette var, at når man zoomede ind på kortet med de projekterede data, blev Vietnam ikke vist på kortet, men i stedet stod der Cambodja.

Endelig kunne den australske virksomhed GeoResonance i sidste uge oplyse, at man mente at have lokaliseret vraget af det malaysiske passagerfly i Den Bengalske Bugt, der ligger i den nordlige del af Det Indiske Ocean. Det er foto af området fra to forskellige datoer, henholdsvis før og efter flyets forsvinden, der viser, at der på havbunden ligger noget, der kan have omrids som et fly.

To fregatter fra flåden i Bangladesh har siden i torsdags gennemsøgt området i Det Bengalske Bugt, men indtil videre uden resultat. Gåden om MH370´s forsvinden har derfor lange udsigter til at blive løst, hvis det nogensinde sker.