KLM-fly i Aalborg Lufthavn. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Udenrigstrafik sikrer Aalborg rekordår

Mens indenrigs- og chartertrafikken gik tilbage, så sørgede fremgang i udenrigstrafikken for, at Aalborg Lufthavn lige akkurat havde flere passagerer i 2017 end i 2016.

Med 1.521.658 passagerer blev i 2017 Aalborg Lufthavns bedste år nogensinde. Men det var også kun lige på et hængende hår, at 2017 kom til at overgå 2016. Kun sølle 671 passagerer skiller de to år, hvilket svarer til en fremgang på 0,044 procent. Så det har været de sidste flyvninger i jule- og nytårsdagene, der sikrede rekorden.

”En passagerfremgang på 0,044 procent i 2017 er status quo i forhold til antallet af passagerer i 2016, men en ny historisk passagerrekord, og dermed er endnu en milepæl nået. Som helhed markerer 2017 sig som et rigtig godt år,” siger Aalborg Lufthavns direktør Søren Svendsen.

Godt fra start
Zoomer man ind på fordelingen af udenrigs-, indenrigs- og charterpassagerer, så viser billedet fremgang på udenrigstrafikken og tilbagegang for de to andre segmenter.

420.241 passagerer rejste til og fra udlandet i år mod 367.567 i 2016. Det er det største antal udenrigsrejsende i lufthavnens historie og en stigning på 14,3 procent, som blandt andet kan tilskrives Aalborg Lufthavns nye status som Ryanair-lufthavn.

”Den internationale trafik i Aalborg Lufthavn er inde i en rigtig god udvikling, med nye ruter på programmet og eksisterende, der udvides. Det vidner 2017 i høj grad om, hvor vi har fået mere trafik til London med både Norwegian og Ryanair, fire daglige afgange hele året til Amsterdam med KLM og den nye Oslo-rute med SAS, der er kommet rigtig godt fra start,” siger Søren Svendsen.

100 færre afgange
Mens der var fremgang på udenrigsruterne, så gik det en anelse tilbage på indenrigsruterne til København og Bornholm, som tegner sig for mere end halvdelen af passagertrafikken. Her var der tilbagegang på 2,5 procent til 864.804 passagerer. Mere end 22.000 færre passagerer end året før.

Resultatet skal ses i lyset af, at der sammenlagt har været knap 100 færre afgange på Aalborg-København i 2017. På den anden side har ruten til Bornholm haft stor medvind, med fyldte fly frem og tilbage mellem Aalborg og Rønne og ekstra indsatte afgange i efterårsferien og juleferien.

”Passagertallene for indenrigstrafikken i 2017 kunne ikke leve op til den store vækst, vi havde i 2016, men den nationale indenrigskampagne har skabt fornyet fokus på ruten til København, som forventes at få effekt i det nye år. Samtidig forventer vi, at afgiftsnedsættelsen i Københavns Lufthavn vil slå igennem på billetpriserne,” siger Søren Svendsen.

Ser man på antallet af charterpassagerer i 2017, så har der været en samlet tilbagegang på 11,2 procent, primært grundet et stærkt reduceret charterprogram til Tyrkiet. Således fløj 236.613 charterrejsende til og fra Aalborg lufthavn i 2017, hvor antallet var 266.602 året før.

Fuldt sommerprogram
Aalborg Lufthavn forventer et 2018 med fortsat vækst i udenrigstrafikken med blandt andet en ny sommerrute til Athen, de nu syv ugentlige afgange til London og mere trafik til Antalya, hvor der forventes en stigning på op til 70 procent. Den fortsatte vækst på KLMs daglige rute til Amsterdam vil også bidrage positivt, vurderer lufthavnschefen.

Der er også udsigt til fem nye charterdestinationer i Grækenland og større udbud til eksisterende charterruter såsom Cypern. Oveni dette, er der en perlerække af nye skidestinationer på programmet med direkte fly til Innsbruck.

”Vi går et godt år i møde i Aalborg Lufthavn. Ikke nok med de nye ruter ned til både sol, storby og ski, så kan vi se frem til et fuldt sommerprogram til Bornholm og et godt charterprogram til skønne destinationer i Spanien, Portugal, Grækenland og Tyrkiet, der vinder tilbage som et populært feriested for danskerne,” forklarer Søren Svendsen og fortsætter:

”Derudover får vi i maj opgraderet vores landingssystem, der gør, at fly kan lande i lav sigtbarhed, hvis de har det rette udstyr. Det bliver et vigtigt element i at kunne forhandle om nye og spændende ruter fra Aalborg Lufthavn.”

Lufthavnen forventer i 2018 en passagervækst på 5,0 procent og derved at komme over 1,6 millioner passagerer når året er omme.

 

 

Relaterede artikler:

Indenrigstrafikken trak rekorden hjem i Aalborg

Ryanair kommer til Aalborg Lufthavn

Aalborg får ny rute til europæisk hovedstad