Vækst gået i stå hos lavprisgiganter

Europas to største lavprisflyselskaber har svært ved at få flere passagerer i flyene. I juli måned måtte såvel Ryanair som easyJet nøjes med en særdeles beskeden fremgang. Til gengæld stormer Norwegian frem.

Juli måned er traditionelt lavprisflyselskabernes største måned, hvor der igennem mange år har været tradition for høje vækstrater. Men det gode sommervejr i Europa samt mangel på flykapacitet har sat vækstbarometret i stå hos de sædvanligvis fremadstormende lavprisflyselskaber.

Ryanair, der er Europas største lavprisflyselskab, kom ud af juli måned med en vækst på 120.000 passagerer til i alt 8,84 mio. rejsende. Det svarer til en fremgang på blot en procent i forhold til samme måned året før. Belægningsprocenten var uændret, idet 88 procent af de producerede sædekilometer var solgt.

Meget bedre så det ikke ud hos det britiske lavprisflyselskab easyJet, der er Europas næststørste. Her var der en fremgang på 116.432 passagerer til ialt 5,98 mio. i juli måned. Stigningen på to procent i forhold til sommermåneden året før. I juli måned sidste år var belægningsprocenten dog på rekordhøje 92,5 godt hjulpet på vej af OL i den britiske hovedstad. Men i år måtte easyJet se et fald på 0,9-procentpoint til 91,6, hvilket dog stadig er blandt det højeste niveau i branchen.

I de seneste 12 måneder kan easyJet dog bryste sig af en passagervækst på 4,3 procent, mens Ryanair har en akkumuleret 12-måneders vækst på tre procent. Men opbremsningen i væksten vil givetvis sætte de to selskaber under pres.

Sædvanligvis ledsages trafiktallene fra de to lavprisgiganter med glorificerende udtalelser om præstationerne. Men hos begge er der blot offenliggjort de nøgne tal og ingen yderligere kommentarer. Om det er en tilfældighed eller ressourcemangel i sommerperioden skal være usagt.

Mangler fly
Der er to hovedårsager til til den relativt svage juli-vækst hos Europas to førende lavprisflyselskaber. Først og fremmest mangler man fly til at ekspandere på nye markeder.

Hos easyJet afgav man i juni måned ordre på 35 nye Airbus A320-fly samt 100 nye A320neo-fly. De første 35 fly leveres fra 2015 og fremad, mens “neo-flyene“ først vil blive leveret fra 2017 til 2022. De nye fly er forudsætningen for, at easyJet kan fastholde målet om en årlig trafikvækst på mellem tre og fem procent.

Samme problematik er til stede hos Ryanair, der først vil modtage nye fly i september måned 2014. Hos det irske lavprisflyselskab har man bestilt 175 nye Boeing 737-800 fly, som selskabet i forvejen råder over mere end 300 eksemplarer af. Den samlede levering af de nye fly forventes afsluttet i 2019.

Selvom flymangel har lagt en dæmper på juli måneds kapacitetsvækst, så er det formentlig det gode sommervejr i Nordeuropa, der har svækket efterspørgslen. Denne tendens blev også bekræftet af Norwegian, der dog kunne præsentere en juli-vækst på 17 procent og samlet 2,13 mio. passagerer. Det svarer til en vækst på 308.677 passagerer og er mere end Ryanair og easyJet tilsammen.

Norwegian får netop i løbet af 2013 indfaset 17 nye fly – heraf 14 Boeing 737-800 samt tre Boeing 787-8 Dreamliners.