Karup Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Væksten udebliver i Karup

I Karup Lufthavn har man nu i seks måneder haft en forbedret fleksibilitet på ruten til København i form af seks daglige afgange, men væksten udebliver.

I marts måned havde Karup for første gang en svag vækst i trafikken siden Cimber Sterlings konkurs i maj 2012, hvor Norwegian overtog ruten. Der var dermed udsigt til, at en negativ udvikling måske var vendt, men efter alt at dømme var væksten nærmere skabt af, at påsken året før lå i marts mod april i år.

En sammenligning af marts og april måned i 2014 med de samme to måneder fra året før viser en samlet tilbagegang. Lufthavnen gik fra at have 22.941 rejsende i 2013 til 21.788 rejsende i 2014 på ruten til København.

Der er tale om et fald på fem procent for de to måneder til sammen sammenlignet med året før. Tilsvarende er der år til dato sket et gennemsnitligt fald på syv procent sammenholdt med fald på 28 procent for samme periode sidste år. Nedgangen er således reduceret men ikke vendt.

”Jeg tror, det er et resultat af de seks daglige afgange vi kom op på i november 2013, der begynder at viser sig. Samtidigt har Norwegian øget prisniveauet, og det påvirker selvfølgelig også tallene,” siger lufthavnschef, Erik Jakobsen, om udviklingen til CHECK-IN.dk.

Plads til forbedringer
Det er imidlertid ikke fordi, der mangler sæder på ruten. I årets første fire måneder lå den gennemsnitlige belægningsprocent på lige over 57 procent svarende til et gennemsnit med godt 37 passagerer per afgang. Ruten flyves med 66-sæders ATR-fly fra Danish Air Transport.

Ifølge Erik Jakobsen er det en belægningsprocent, hvor der er plads til forbedringer. Hos Norwegian, der driver ruten, er det imidlertid ikke noget, man fokuserer på eller bruger som et succeskriterium for ruten.

”Det er ikke det, vi fokuserer på. Vores fokus er at udvikle ruten, og der skal komme flere passagerer,” forklarer Johan Bisgaard Larsen, informationschef i Norwegian. Han henviser til hvordan Norwegian har udviklet indenrigsruten, Aalborg – København. Denne blev åbnet i 2008 med tre daglige afgange, og i dag flyves der op til otte gange dagligt.

I Karup har man tidligere nævnt, at et eventuelt samarbejde mellem Norwegian og flere andre flyselskaber om en interlining på Karup-ruten kunne sætte skub i væksten, men hos Norwegian er det ikke noget, man har planer om.

”Vi har vores eget produkt, og det er det, vi fokuserer på. Vi har undersøgt mulighederne for at finde en løsning, men det kan ikke lade sig gøre,” fastslår Johan Bisgaard Larsen.