Airbus A330-300 fly fra Turkish Airlines. (Foto: Hansueli Krapf / Wikimedia Commons)

A330 på fire nordiske Turkish Airlines-ruter

Turkish Airlines opruster med Airbus A330 widebody-fly på 10 europæiske ruter – heraf fire nordiske ruter.

Passagerfremgangen er nu så stor hos Turkish Airlines, at selskabet i sommeren 2018 indsætter Airbus A330 widebody-fly på en hel stribe af ruter og flyvninger mellem Istanbul Atatürk-lufthavnen og destinationer i Europa inklusiv fire nordiske destinationer.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i starten af december sidste år, så får ruten mellem Istanbul og København ved sommerfartplanens ikrafttræden i slutningen af marts igen Airbus A330-betjening på den ene af de tre daglige afgange.

Turkish Airlines indsatte i juni 2014 et Airbus A330-200 fly med 250 sæder til at betjene en af de tre daglige afgange på ruten til Istanbul. Det var tilsyneladende en så stor succes, at det fortsatte i hele sommertrafikprogrammet i 2015 og 2016. Men i sommerprogrammet 2017 fjernede man Airbus A330-betjeningen og erstattede den med Airbus A321.

Nu genindsætter man så Airbus A330 og denne gang i den lidt større -300 udgave med plads til 289 passagerer. Genindsættelsen af Airbus A330 betyder, at de rejsende på business class igen kan tage plads i lie-flat sæder på flyvningerne mellem de to storbyer.

Fem andre ruter
De business class-rejsende på CPH-ruten bliver ikke alene om at kunne nyde denne serviceforbedring. Det samme kan de rejsende på Turkish Airlines’ Istanbul-flyvninger til og fra Stockholm Arlanda, Oslo Gardermoen, Helsinki og Rom Fiumicino. Her får en af de daglige rotationer Airbus A330-betjening.

Desuden øger Turkish Airlines antallet af Airbus A330-betjente flyvninger på fem andre europæiske ruter. Ruterne til Berlin Tegel, Bukarest, Madrid og Moskva får i sommeren 2018 to daglige Airbus A330-flyvninger, mens der bliver tre på ruten mellem Istanbul Atatürk og Amsterdam Schiphol.

Turkish Airlines opererer både Airbus A330-200 og Airbus A330-300. Den første model har plads til 250 passagerer fordelt på 22 på business class og 228 på economy, mens Airbus A330-300 flyene er udstyret med 289 sæder med 28 på business class og 261 på economy class. De mellemdistancefly fra Airbus og Boeing, som Turkish Airlines ellers bruger på sine europæiske ruter har plads til mellem 126 og 188 passagerer.

120 lande
Efter det mislykkede militærkup i Tyrkiet i juli 2016 blev Turkish Airlines kastet ud i en enorm krise, der blandt andet betød stor passagernedgang og førte til, at selskabet satte flere Airbus A330-fly på jorden.

Mens meget af medierne og omverdenens fokus har været på de tre fremadstormende mellemøstselskaber Emirates, Qatar Airways og Etihad, så er Turkish Airlines også vokset voldsomt de senere år – bortset fra det midlertidige ”setback” i kølvandet på det mislykkede militærkup. Selskabet betjener i dag mere end 300 destinationer i 120 lande, hvilket er flere lande end noget andet selskab. Det gør selskabet med sine omkring 310 fly. Turkish Airlines er desuden medlem af Star Alliance og er flere gange kåret til Europas bedste flyselskab.

 

 

Relaterede artikler:

Turkish Airlines øger med 40 procent i Billund

Turkish Airlines overvejer Boeing 747

Slut med A330-fly mellem København og Istanbul

Tyrkiske selskaber opruster på CPH

Turkish Airlines med langdistancefly fra CPH