Air Sweden lancerer igen ny CPH-rute

Air Sweden ændrer igen, igen sit planlagte ruteudbud fra København. En anden CPH-rute, der skulle være åbnet for to uger siden, er dog endnu ikke gået i luften.

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man som potentiel passager skal holde trit med det nordsvenske luftfartsselskab Air Swedens ændringer af sit program for kommende ruter til og fra Københavns Lufthavn.

Seneste skud på stammen er selskabets plan om at åbne en ny rute fra Norrköping i Midtsverige til København fra den 22. april. Planen bliver lanceret mens selskabet stadig ikke er begyndt at beflyve den rute mellem Skellefteå i Nordsverige og København, som officielt åbnede den 2. april.

Udskudt til juni
Oprindeligt var det planen, at selskabet skulle flyve fra Umeå i Nordsverige via Stockholm Arlanda og ud i Europa. Men så blev det ændret til, at København fra 28. februar i år skulle være omdrejningspunkt for flyvninger fra Arvidsjaur og Umeå i Nordsverige til Beirut, Amman og Skopje. Kort tid efter blev opstarten udskudt til 28. marts og Amman røg af programmet, mens Beirut skulle flyves med mellemlanding i Skopje. Og pludselig skulle der ikke flyves til København fra Umeå, men til gengæld fra Skellefteå.

I flere uger i marts var det således planen, at selskabet fra 2. april skulle flyve fra Arvidsjaur via Skellefteå til København tre gange om ugen. På den ene flyvning skulle flyet fortsætte til Skopje og Beirut. Men få dage før ruteopstarten blev Beirut og Skopje udskudt til starten af juni i år, og flyvningerne fra Arvidsjaur og Skellefteå er stadig ikke kommet i gang.

Nu er Arvidsjaur droppet og planen er fra 22. april at flyve Skellefteå – Norrköping – København og retur tre gange om ugen.

Helt fjernet
Det er til gengæld noget nemmere at holde styr på hvor mange flyvninger til og fra København, som Air Sweden rent faktisk har gennemført. For indtil nu har det Embraer 170-fly, som Estonian Air opererer for Air Sweden, slet ikke sat landingshjulene ned på Kastrups asfalt og de flyvninger, som var planlagt, er nu helt fjernet i bookingsystemet på Air Swedens hjemmeside.

Selskabets første ruteflyvning løb af stablen den 28. marts. Ruten skulle være gået fra Arvidsjaur via Skellefteå til London Stansted og herfra videre til København, Skellefteå og Arvidsjaur. Men ingen solgte billetter fra Arvidsjaur fik selskabet til at starte flyvningen med 8 passagerer fra Skellefteå og mellemlande i Karlstad for at samle yderligere fem passagerer op og flyve dem til London i det 76-personers Embraer 170-fly.

Tror de starter
I Norrköping ser man med fortrøstning frem til at Air Sweden gør sin entré.

”Jeg tror de starter med at flyve den 22. april. Men helt sikker kan man selvfølgelig ikke være,” siger direktør for lufthavnen i Norrköping, Mari Torstensson, til CHECK-IN.dk.

Trods et utal af telefonopkald og mails den sidste halvanden måned, er det endnu ikke lykkedes CHECK-IN.dk at komme i kontakt med Air Swedens direktør, Stig-Erik Dahlberg.