Alsie Express bejler til privatrejsende

Nedsættelsen af indenrigstaksterne i CPH skaber grundlag for kampagne med lavere priser på Sønderborg-rute.

Alsie Express lever især af forretningsrejsende på sin rute fra Sønderborg til København. Men det sønderjyske selskab vil gerne have flere privatrejsende på flyene – ikke mindst i sommerperioden, hvor der generelt er færre forretningsrejsende.

Derfor lancerer selskabet nu en særlig familiekampagne, hvor familier og mindre grupper kan rejse til priser ned til 171 kr. person one-way, hvis blot man rejser fire personer sammen.

Kampagnen er ifølge Alsie Express kun blevet mulig som følge af den nylige nedsættelse af afgifterne på indenrigstrafikken i Københavns Lufthavn.

”Med det tidligere afgiftsniveau i København var det ikke være muligt at lave en kampagne til så lave priser. Nu bruger vi noget af afgiftsnedsættelsen til at gøre det attraktivt for private rejsende at flyve, og samtidig er kampagnen med til at øge kendskabet til indenrigsflyvningen,” siger adm. direktør Lone Marie Koch, Alsie Express, til CHECK-IN.dk.

Den 1. april blev taksterne på indenrigsruterne fra Københavns Lufthavn sat ned med 35 procent tillige med en generel nedsættelse af afgifterne på op imod 10 procent.

Tyske familier til København
Alsie Express håber med kampagnen, der løber fra uge 27 til og med 33, blandt andet at kunne lokke nogle af sommerhusgæsterne i det sønderjyske til at tage en dagsudflugt med fly til København.

”Vi har især mange tyske turister i sommerhusene her i området, og i lyset af det dårlige vejr sidste sommer vil vi gerne give dem et tilbud om en anden oplevelse, når vi nu har pladsen til det på flyene,” siger Lone Marie Koch.

Alsie Express har ikke regnet på, hvad afgiftsnedsættelsen kommer til at betyde for selskabet i kroner og ører, men de reducerede omkostninger gør det nu muligt for selskabet at afprøve nogle ting i forhold til de privat rejsende.

I kontakt med privatrejsemarkedet
”Afgiftsnedsættelsen betyder generelt, at vi kan teste af, om vi kan få mere kontakt med privatrejsemarkedet, herunder familier. Vi kommer ikke til at få den store fortjeneste på denne kampagne, men vi vil gerne teste markedet af,” siger Lone Marie Koch.

Hvor mange billetter, der vil blive sat til salg til 171 kroner, afhænger ifølge den adm. direktør af udbud og efterspørgsel.

Alsie Express har denne sommer også en rute fra Sønderborg til Bornholm, som især henvender sig til private rejsende. Ruten har ti forbindelser i perioden 2. juli til 10. august, og selskabet har allerede solgt 75 procent af billetterne, oplyser Lone Marie Koch til CHECK-IN.dk.

Relaterede artikler:

Indenrigsfly indleder forhandlinger med Rejseplanen

DAT flyver indenrigs til 99 kroner

Kampagne stopper ikke indenrigs-blødning