Etihad køber stadig op i Aer Lingus

Abu Dhabi-baserede Etihad Airways har i løbet af de seneste par uger to gange købt større aktieposter i irske Aer Lingus, som Ryanair i forvejen ejer 30 procent af.

Etihad Airways har en veldefineret opkøbsstrategi, hvor selskabet køber sig til ejerandele, hvor selskabet kan få ledelsesmæssig indflydelse til at påvirke udviklingen af de aktuelle flyselskaber, hvor man besidder ejerinteresser.

Der findes mange eksempler herpå, og et af de bedste er medejerskabet af Airberlin, der har udviklet sig særdeles positivt for begge flyselskaber.

Hidtil har Etihad Airways haft en mindre aktiepost på 2,99 procent i irske Aer Lingus, men i løbet af de seneste par uger har man købt næsten seks mio. aktier, således at beholdningen er steget til 4,11 procent.

Det bringer dog ikke Etihad Airways i nærheden af nogen som helst indflydelse, men iagttagere i branchen ser det som en positionering i forhold til at tage et væsentligt større bid af det irske selskab inden længe.

Etihad kommer til at tage en større andel
Situationen omkring Etihad Airways har længe været fastlåst. Ryanair ejer 30 procent af selskabet, mens den irske stat sidder op 25 procent af aktierne.

Det er Ryanair, der vil blive tvunget til at sælge ud. Tidligere denne måned tabte Ryanair en appelsag, hvor det handlede om, at det irske lavprisflyselskab kunne blive tvunget til at reducere sin aktiebeholdning fra 30 til fem procent

Aer Lingus er særlig interessant for Etihad Airways, da lufthavnene i Dublin og Shannon har pre-clearance faciliteter til den amerikanske grænsekontrol, hvilket vil skabe fordele for alle rejsende til USA på denne rute. Den fremskudte grænsekontrol kender Etihad Airways fra sin egen hjembase i Abu Dhabi, hvor der er lavet en tilsvarende ordning.

Alle eksperter mener, at Etihad Airways har mod på mere.

“Det bliver bestemt ikke sidste gang, at Etihad Airways øger ejerandelen i Aer Lingus,“ fastslår Will Horton, der er senioranalytiker hos CAPA – Centre for Aviation.