Historisk høj tilslutning til takstaftale i CPH

Det britiske lavprisflyselskab easyJet har som Københavns Lufthavn tredjestørste ruteselskab tilsluttet sig den nye takstaftale. Dermed er der samlet opbakning fra flyselskaber, der repræsenterer over 85 procent af lufthavnens trafik.

Den kommende takstaftale i Københavns Lufthavn, der træder i kraft den 1. april næste år, møder rekordstor opbakning. Naturligvis er ikke alle selskaber lige begejstrede, men lufthavnen kan trods alt mønstre en tilslutning på over 85 procent, hvilket er fem procentpoint højere end ved den nugældende aftale.

Det skyldes blandt andet, at det britiske lavprisflyselskab easyJet netop har tilsluttet sig aftalen, således at selskabet sammen med SAS, Norwegian og IATA har givet fuld opbakning til den nye aftale. IATA repræsenterer i denne sammenhæng de flyselskaber i Københavns Lufthavn, der er medlem af IATA, der er en international sammenslutning af omkring 240 flyselskaber.

“Vi har ikke tidligere opnået så stor en tilslutning bag en takstaftale, og det beviser, at vi er lykkedes med at lande en fornuftig aftale, der giver flyselskaberne gode vilkår samtidig med, at vi har skabt forudsætningen for at kunne fastholde det nødvendige investeringsniveau,“ siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Opsigtsvækkende opbakning fra easyJet
Deltagerne i takstforhandlingerne er udvalgt i forhold til størrelsen. Kravet er, at lufthavnens tre største flyselskaber samt baseselskaberne skal være med omkring forhandlingsbordet.

Derfor er det første gang for easyJet, at selskabet har deltaget i takstforhandlingerne i Københavns Lufthavn.

“Tilslutningen fra easyJet betyder, at vi nu – sammen med flyselskaberne – har et rigtig godt fundament for at udvikle trafikken til og fra Københavns Lufthavn i samarbejde med alle vore airline-kunder og ikke mindst lufthavnens tre største kunder, SAS, Norwegian og easyJet,“ siger Thomas Woldbye.

Udover de tre flyselskaber har også Jet Time, Thomas Cook of Scandinavia samt Primera Air haft mulighed for at deltage i forhandlingerne, da alle tre har base i Københavns Lufthavn.

Det er ganske opsigtsvækkende, at easyJet tilslutter sig og udtrykker glæde over den nye takstaftale. Selskabet plejer notorisk at fremstå med krav om yderligere takstnedsættelser, hvilket er en del af den faste retorik. Men lavprisflyselskab har tilsyneladende skabt sig et godt forretningsgrundlag i CPH.

“Vi har et meget stærkt rutebud ud af Københavns Lufthavn, hvor optageområdet er ganske betydeligt. Vores ruter er derfor ikke alene møntet på det danske marked, da der også er mange rejsende fra især Sydsverige, der rejser ud af Københavns Lufthavn, hvortil de ankommer med andre transportmidler end fly,“ sagde easyJet´s regionale chef for Danmark, Holland, Portugal og Spanien, Javier Gandara, da CHECK-IN.dk for nylig bad om en kommentar til takstaftalen.