Kommentar: Forsvaret bør gå efter bolden

Forsvaret bør fokusere på hvordan forholdene i Small Planet Airlines bedst auditeres, i stedet for at angribe de medier, der skriver om sagen. Det mener CHECK-IN.dk.

I dag kl. 09.20 letter et fly fra litauiske Small Planet Airlines fra Roskilde Lufthavn med danske soldater. Efter at have kontrolleret selskabets certificeringer og piloternes træningsmanualer er Forsvaret kommet frem til, at det er sikkert at flyve danske soldater til og fra Afghanistan med selskabet. Artikler på blandt andet CHECK-IN.dk fik i sidste uge forsvarsminister Nick Hækkerup til at aflyse de flyvninger med Small Planet Airlnes, som skulle være gennemført sidste onsdag.

”Aflysningen kom, idet der var skabt forvirring omkring bl.a. sikkerheden hos Small Planet Airlines. Forvirringen opstod grundet en artikel i internetmagasinet Check-In.dk, der bl.a. hævdede, at selskabet ikke levede op til internationale sikkerhedsstandarder. Det er forkert. Forsvaret har kontrolleret selskabets certificeringer og piloternes træningsmanualer og har konstateret, at Small Planet Airlines flyver efter internationale (europæiske) flystandarder og sikkerhedscertificeringer, samt at piloterne har den erfaring, som forsvaret kræver,” skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside tirsdag og fortsætter:

”Small Planet Airlines er registreret og godkendt af det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA). EASA kontrollerer, at flyselskaber bosiddende i Europa, eller som beflyver europæiske lufthavne, opfylder alle krav til sikkerhed, luftdygtighed og vedligeholdelse af fly samt uddannelse af piloter.”

Men ifølge CHECK-IN.dk’s ansvarshavende redaktør, Andreas Krog, er det Forsvaret, der er forkert på den.

”Vi har på intet tidspunkt skrevet, at Small Planet ikke var godkendt af EASA eller ikke levede op til EASA’s krav. Vi har faktisk slet ikke nævnt EASA,“ påpeger Andreas Krog fortsætter:

“Vi har derimod beskrevet, hvordan selskabet ikke har valgt frivilligt at få en såkaldt IOSA-certificering, der bruges af knap 400 luftfartsselskaber verden over. Det er en frivillig certificering af et selskabs interne producerer, der er indført for at flyselskaberne ikke skal lave grundige auditeringer af hinanden, hver gang de hyrer et andet selskab til at flyve for sig,“ forklarer Andreas Krog.

En EASA-godkendelse kan sammenlignes med et kørekort. Det er den helt basale tilladelse til at drive luftfartsselskab i Europa. IOSA-certificeringen er et ekstra kvalitetsstempel.

Den kan bedst sidestilles med andre produktionsvirksomheders ISO-certificering, hvor man via sit kvalitetssikringssystem har forholdt sig til hvordan man gør tingene for at sikre en ensartet høj kvalitet og sikkerhed.

Flere kilder har over for CHECK-IN.dk påpeget, at da hverken Forsvaret eller mellemmanden, transportselskabet DSV, driver civilt luftfartsselskab, kan de ikke forventes at kunne gennemføre en grundig audit af Small Planets kvalitet og sikkerhed. Derfor er en IOSA-certificering, ifølge kilder i luftfartsbranchen, den bedste forsikring for at tingene er i orden hos en leverandør af lufttransport.

”Når kunden ikke selv er et luftfartsselskab, der er i stand til at lave bare en lille audit og ikke ved noget om luftfart, så burde kunden netop være interesseret i at anvende en IOSA-certificeret leverandør. Så hvis en kunde køber en charter fra et ikke certificeret selskab, så må man stille sig selv spørgsmålet, om hvordan de finder det sikkerhedsmæssigt forsvarligt, med mindre de laver audits selv,” pointerede en branchekilde over for CHECK-IN.dk.

”Forsvaret vælger at angribe det medie, der har bragt sagen op, i stedet for at forholde sig til, hvordande sikrer en grundig auditering af Small Planet Airlines. Forsvaret burde bruge sin energi på, at spørge DSV, hvilken auditering de har gennemført af Small Planet Airlines og sikre sig, at den matcher den auditering, som et IOSA-certificeret selskab har gennemgået,” understreger Andreas Krog.

DSV har over for CHECK-IN.dk tidligere ikke ville fortælle om indholdet af sin auditering af Small Planet Airlines.