Foto: Anna Zvereva

Nye investorer sikrer NextJets fremtid

En række investorer har sikret det økonomiske grundlag hos NextJet, og flyselskabet har derfor atter fået permanent driftslicens efter den 17. november.

Økonomiske problemer var ved at koste fremtiden for NextJet, men nu har en række investorer trådt til for at hjælpe det regionale svenske flyselskab.

Fire investorer har hver kommet med 10 mio. svenske kroner i driftskapital. Der er tale om de to flyselskaber Air Åland og Alandia Air samt de finske virksomheder Solving og energiselskabet Herrfors.

Herudover har Nextjet foretaget nogle flysalg, hvilket betyder, at flyselskabet samlet set får styrket kapitalgrundlaget med cirka 70 mio. svenske kroner – svarende til 54 mio. danske kroner.

”Vi har gjort præcis, hvad vi sagde, vi ville gøre, og myndighederne har bekræftet dette ved at udstede en permanent licens. Med ejerskabets base og økonomi sikret, kan vi nu have fuldt fokus på at udvikle NextJets trafik,” siger Magnus Ivarsson, der er administrerende direktør hos NextJet og en af flyselskabets grundlæggere.

Hvis ikke NextJet kunne fremvise dokumentation for, at økonomien var kommet i orden, ville den svenske transportstyrelse have inddraget flyselskabets operative driftslicens efter den 17. november.

For et par uger siden blev NextJet også af patent- og markedsdomstolen pålagt at informere på sin hjemmeside, at flyselskabet ikke havde tilladelse til at flyve efter denne dato.

Stor opbakning i markedet
Men redningen blev imidlertid først officiel i denne uge, da den svenske transportstyrelse gav flyselskabet permanent driftslicens efter den 17. november. På trods af usikkerheden om selskabets fremtid har der været god støtte i markedet. Kunderne har ifølge selskabet bakket op og løbende booket flybilletter, hvilket tilsyneladende giver gode udsigter for en stærk afslutning på året.

”Ikke kun kapital er tilført med de nye ejere, men også nye og vigtige kompetencer. Der er et naturligt behov for et flyselskab, der arbejder som NextJet, og med den nye ejerkreds, har vi et stort potentiale for at blive en stadig større spiller på det nordiske luftfartsmarked,” siger Magnus Ivarsson, der fortsat vil være en af NextJets ejere.

Den økonomiske livline til NextJet betyder dermed, at alle de, der har købt flybilletter til efter den 17. november, kan rejse som planlagt.

NextJet har 14 fly, der opererer på omkring 20 destinationer i Sverige og Finland. Det svenske flyselskab har over 300 ansatte og har tidligere fløjet til Danmark.

 

Relaterede artikler:

Domstol: NextJet skal informere om flystop

SAS opsiger codeshare-aftale med Nextjet

Svensk flyselskab får økonomisk førstehjælp

DAT skal atter flyve for NextJet

NextJet lukker CPH-ruter