- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Østrigske NIKI er gået konkurs

Lufthansa har trukket sit tilbud tilbage om at overtage Airberlin-datterselskabet NIKI, og nu har det østrigske flyselskab indstillet flyvningerne.

Britiske easyJet fik tidligere på ugen EU-Kommissionens tilladelse til at overtage en række aktiver fra boet efter Air Berlin Group. Men så let er det ikke gået for Lufthansa i forhold til den tyske luftfartskoncerns transaktion, der blandt andet omfatter det østrigske flyselskab NIKI.

Det har således ikke været muligt for Lufthansa at få aftalen om overtagelse af NIKI godkendt af konkurrencemyndighederne i EU, hvorfor Lufthansa tidligere i dag trak sit købstilbud tilbage. Få timer senere meddelte NIKI, at selskabet indstiller flyvningerne fra torsdag den 14. december.

“Flyvningerne for NIKI Luftfahrt GmbH under IATA-koden HG vil ophøre fra den 14. december. Flere flyselskaber er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at bringe passagererne tilbage til Tyskland, Østrig og Schweiz mod et mindre gebyr. Vi beklager, at TUIfly ikke ønsker at deltage i denne løsning,” hedder det onsdag aften på flyselskabets hjemmeside.

Den østrigske regering har i et krisemøde tidligt onsdag aften besluttet at yde hjælp til at bringe omkring 60.000 strandede flypassagerer hjem i løbet af de kommende dage. Hovedparten af de rejsende befinder sig på Tenerife og Mallorca samt i Marokko.

Ved konkursen mister 1.000 ansatte i NIKI deres job, mens Lufthansa taber et større millionbeløb i forbindelse med et lån, som den tyske luftfartskoncern har stillet til rådighed for NIKI i forbindelse med købsaftalen.

Ingen godkendelse fra EU
I midten af oktober indgik Lufthansa en aftale om, at overtage det Dortmund-baserede Airberlin-datterselskab Luftverkehrsgesellschaft Walter (LGW) sammen med NIKI. I handelen fulgte herudover 20 ekstra fly. Samlet var der tale om en transaktion, hvor Lufthansa skulle overtage 71 fly, 3.000 ansatte, en række slots (start- og landingstilladelser, red.) og samlet investere 1,5 mia. euro, eller hvad der svarer til 11,2 mia. kroner.

EU´s konkurrencemyndigheder har dog ikke været indstillet på at godkende aftalen i sin oprindelige form, selvom Lufthansa allerede i den såkaldte Fase 1 har givet indrømmelser ved at frasige sig et antal af de eftertragtede slots. Det tog Lufthansa onsdag konsekvensen af og meddelte at man ville opgive at overtage NIKI-aktiverne.

“EU-Kommissionen anser vores indrømmelser for utilstrækkelige og har tydeligt angivet, at et køb af NIKI og selskabets integration i Eurowings ikke vil blive godkendt for nuværende. På baggrund af den vurdering er en overtagelse af NIKI ikke længere en mulighed. Lufthansa har i dag informeret både Air Berlin og selskabets bobestyrere om, at man har til hensigt at lukke transaktionen uden køb af NIKI,” hedder det i en pressemeddelelse fra Lufthansa.

EasyJet-handel på plads
Mens Lufthansa således har fået et afslag fra EU-Kommissionen på at gennemføre den planlagte transaktion i sin oprindelige form, så har britiske easyJet til gengæld fået tilladelse fra EU´s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at overtage slots og leasingaftaler på fly fra Air Berlin.

“Vores opgave er at sikre, at overtagelse af flyselskaber ikke resulterer i mindre konkurrence, hvilket vil kunne betyde højere billetpriser og et mindre udbud for forbrugerne. EasyJet´s plan om at købe dele af aktiverne i Air Berlin vil ikke reducere konkurrencen, og vi har godkendt den i dag (tirsdag, red.). Vores beslutning giver easyJet mulighed for at vokse i Berlin-lufthavnene og åbne konkurrence på nye ruter til gavn for forbrugerne,” siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen har især vurderet, om overtagelsen af slots i Tegel-lufthavnen ville udelukke konkurrenter fra markedet for flyrejser til Berlin. Det er efterfølgende blevet konkluderet, at easyJet stadig vil møde stærk konkurrence fra store flyselskaber som Lufthansa og Ryanair på ruterne til og fra Berlin.

 

Relaterede artikler:

Margrethe Vestager kan blokere Lufthansa-planer

EasyJet overtager op til 25 airberlin-fly

Eurowings udsætter Berlin-rute til København

Lufthansa overtager 81 fly og 3.000 airberlin-ansatte