Airbus A321-200 neo fra Primera Air (Foto: Airbus)

Primera Air opgiver langdistanceruter fra britisk lufthavn

Forsinket levering af nye Airbus A321-fly får skylden for, at Primera Air må trække sig fra ruterne til New York og Toronto fra Birmingham.

Det dansk-lettiske flyselskab Primera Air er i gang med en større satsning med nye langdistanceruter til Nordamerika fra Paris, London og Birmingham.

Det er dog ikke gået helt efter planen, hvorfor det er blevet besluttet at opgive flyvningerne fra Birmingham Airport til New York og Toronto. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse. Tidligere på året måtte Primera Air også vinke farvel til planerne om at flyve til Boston fra Birmingham.

Primera Air startede den 18. maj op på ruten mellem Birmingham og New York-Newark, og ruterne til Toronto og Boston skulle have været åbnet henholdsvis den 21. juni og 22. juni.

Sidste flyvning fra Birmingham til New York finder sted den 20. juni, hvorefter Primera Air foreløbigt lukker ned for langdistanceflyvninger fra den midtengelske lufthavn.

Forsinket levering af A321
Primera Air forklarer, at det er yderligere forsinkelser på leveringen af de nye A321neo-fly, der har været årsag til beslutningen om at trække sig fra langdistanceruterne i Birmingham Airport.

“Planerne for de transatlantiske ruter har der været arbejdet med i mere end et år, og både Primera Air og Birmingham Airport har lagt mange kræfter i arbejdet med at markedsføre disse ruter, som er blevet godt modtaget i regionen. Vi kunne desværre ikke forudse så alvorlige forsinkelser fra Airbus, og nye forsinkelser har tvunget os til at tage den svære og beklagelige beslutning,” siger Andri Már Ingólfsson, der er administrerende direktør i Primera Air.

Primera-direktøren understreger dog, at selskabet vil vende tilbage med langdistanceruter fra Birmingham i 2019.

Europæiske ruter påvirkes ikke
Når Primera Air lukker ned på Birmingham-New York vil selskabet have gennemført 30 rotationer med en 28 år gammel Boeing 757-200, som har været på wetlease-kontrakt fra det amerikanske ACMI-og charterflyselskab National Airliines.

Primera Air understreger samtidig, at selskabet fortsat vil flyve til Barcelona, Málaga, Palma de Mallorca og Chania (Kreta) fra Birmingham Airport, ligesom de planlagte nye kort- og mellemdistanceruter heller ikke vil blive påvirket.

De berørte passagerer har fået tilbud fuld refusion af købte billetter eller tilbud om at flyve fra London Stansted Airport i stedet. Herudover oplyser Primera Air, at selskabet vil kompensere passagererne i henhold til EU 261/2004-forordningen.

Primera Air, der er ejet af islandske Primera Travel Group, har afdelinger i Riga og København. Selskabet flyver til flere end 70 lufthavne i Europa og ejer rejsearrangører i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Estland.

 

Relaterede artikler:

Boeing 757 og 767 på Primera-ruter til USA

Primera Air opgiver at starte Boston-rute

Primera Air har øje på flere destinationer i Nordamerika

Danske Primera-fly til seks nye USA-ruter